Nye bævere til Nordsjælland

22-11-2011

Nye bævere fra Tyskland blev søndag sat ud i Arresø og opland.

Efter weekendens rykind af syv bævere fra Tyskland, er den nordsjællandske bæverudsætning fuldbragt.

Naturstyrelsen satte søndag 20. november en han og en hun med tre unger ud ved Arresø og to voksne ved Alsønderup Engsø.

Hermed er der i alt udsat 23 bævere i Nordsjælland siden 2009.

Vi har nu det antal bævere, der skal til for at opbygge en ny sund bestand af bævere i Nordsjælland. Med 6 bæverfamilier er der tilstrækkelig genetisk spredning til, at vi undgår indavl. Ved at introducere dyrene af flere omgange har vi lært området at kende, så vi i dag kan sætte dyrene ud, hvor vi har erfaring for at bæverne trives, siger vildtkonsulent Niels Worm, Naturstyrelsen.

I en specialbygget lvogn - med klimaanlæg, blev bæverne fragtet de 600 kilometer fra deres tidligere levested i et naturreservat i Sachsen-Anhalt til Nordsjælland.

Søndag formiddag blev familien med ungerne sejlet ud til et bo, som var forberedt til dem i kanten af Arresø. De voksne var hurtigt ude af boet, for at se sig omkring og få en svømmetur. Ungerne blev i hulen til der blev ro.

De to voksne bævere blev også sejlet ud til et forberedt bo, som ligger i Alsønderup Engsø, hvorfra de i ro og mag kan finde sig til rette.

En af de tre unger, før afrejsen fra Tyskland. Foto: Anne Johannisson

Bæverne sejles ud til boet. Foto: Anne Johannisson

En af de tre bæverunger før afrejsen fra Tyskland

Bæverne sejles ud til det forberedte bo i kanten af Arresø, nord for Ågabet

Det forberedte bo lige før udsætningen. Foto: Anne Johannisson

Overrækkelse af bæverunge. Foto: Anne Johannisson

Bæverne i kassen foran deres nye hjem

Bæverungerne blev overrakt en efter en fra Tyskland til Danmark