Endnu en kronhjort skudt af krybskytter

23-09-2011

Skytte Jørgen Andersen fra Naturstyrelsen, Blåvandshuk gjorde i går et trist fund, da han fandt en hjort, der var skudt af en krybskytte på 12. maj-heden vest for Oksbøl. ”Det ser ud til at hjorten er skudt skråt forfra. Jeg kan se at kuglens udgangshul er midt på maven”, konstaterer en ærgerlig Jørgen Andersen, der for anden gang i år oplever hjortevildt dræbt af krybskytter. Hjorten har næppe løbet langt efter den blev ramt, men har alligevel været for tung for gerningsmanden eller -mændene, der har efterladt det ca. 150 kg tunge dyr i et hjulspor på heden.

Hovedet skåret af og resten efterladt.
Hjorten er formentligt skudt om natten ved hjælp af lys fra en bil. ”Dyrene bliver let paralyseret i lyset og står blot og kigger”, fortæller Jørgen Andersen. ”De er derfor et let mål ved hjælp af en moderne riffel ud af bilvinduet”.
Krybskytten har dog ikke ville efterlade hjortens prægtige gevir og har brutalt skåret hovedet af og efterladt resten. ”Ud fra hjortens kropsstørrelse og kraftige manke at dømme, har det været en pæn, stor hjort. Det er formentlig en af de store hjorte man har kunne opleve ved Grærup Langsø i den senere tid”, vurderer skytte Andersen.
Området ved Grærup Langsø trækker i øjeblikket mange besøgende, der kommer for at op-leve kronvildtet, der lige nu er midt i brunsttiden.


Foto: Jørgen Langhoff

Naturstyrelsen beder offentligheden om hjælp
Skovrider Ulrik Lorenzen, chef for Naturstyrelsen, Blåvandshuk, opfordrer borgerne til at være opmærksomme, hvis de hører skud efter solnedgang eller oplever anden mistænksom adfærd. ”Vi vil meget gerne kontaktes, hvis nogen derude får kendskab til krybskytteriet eller kan bidrage med oplysninger”, siger Ulrik Lorenzen.
Naturstyrelsen har meldt sagen til politiet.

Yderligere oplysninger: Skytte Jørgen Andersen, Naturstyrelsen tlf. 2141 8634.