Skovens dag i Dyrehaven d. 29. april

18-04-2012

Træ er med til at indfri verdens voksende behov for fornybare materialer og vedvarende energi. Men nogle steder i verden overudnyttes skovene, så naturen lider overlast. Lær at styre uden om det dårlige træ på årets Skovens Dag.

Synet af træ kan få varme følelser frem i mange, fordi det er et smukt og naturligt materiale. Men det bør også give anledning til bekymrede miner, hvis det stammer fra områder, hvor jagten på tømmer ødelægger skovene.

Hvordan du køber træ med god samvittighed – og får smilet frem hos naturelskeren – det kan du høre om, når Naturstyrelsen Hovedstaden i samarbejde med mange af Skovens andre venner, slår portene op til Skovens Dag søndag 29. april.

- Træ er et af klodens mest miljøvenlige materialer, der fornyer sig selv og giver smukke møbler, papir, huse og vedvarende energi. Men det kan også være det modsatte, når træet kommer fra skove, der overudnyttes eller ryddes fra en kant. På Skovens Dag vil vi både reklamere for træ som et enestående materiale og vise, hvordan man som forbruger kan gøre en stor forskel, når man køber træ, siger skovrider HansHenrik Christensen fra Naturstyrelsen i Hovedstaden

På Skovens Dag i Dyrehaven vil der være information, udstillinger og lege, der viser træets og skovens kvaliteter.Kom og prøv nogle af de mange aktiviteter og oplevelser, som er tilpasset hele familien der besøger Dyrehaven en skøn forårsdag.

Man kan for eksempel

  1. Gå på opdagelse i Dyrehavens jungle med en GPS, hjulpet af Rådvad Naturskole.
  2. Prøve en forhindringsbane lavet af de lokale KFUK spejder fra Lyngby.
  3. Få målt sit blodtryk ude i skoven af kompetente medarbejder fra Hjerte Foreningen.
  4. Snitte en brummer med skovens folk.
  5. Se hvordan man saver med og vedligeholder en mortorsav.
  6. Opleve et savværk der laver de flotteste bænke planker.
  7. Drikke en kop frisk eller varmt, serveret af projekt hjuldamperen fra Tårbæk.
  8. Finde krible krableliv med naturvejlederen fra Rudersdal Kommune.

Det hele sker i Dyrehaven lige inden for den røde port ved Klampenborg mellem kl. 10 og 15.