Lågerne til bisonhegningen lukkes

10-12-2012

Lågerne lukkes for, at dyrene ikke skal komme til skade ved at træde igennem tremmerne i færistene

Sneen lægger sig i færistene ind til Bisonindhegningen ved Chr X Vej, og Naturstyrelsen har derfor besluttet at lukke lågerne ved indkørslerne indtil videre. Det er fortsat muligt at komme ind til fods af ganglågerne.

Det betyder, at det ikke er muligt for kørende trafik at passere gennem Almindingen af Chr. X Vej.

”Vi har heldigvis forudset denne situation og forsynet færistene med et par solide låger. Vi er egentlig ikke nervøse for, at bisonerne skal slippe ud, men vi er nervøse for, om de kommer til skade. De kan fejlagtigt tro, at de kan gå på færistene, når der ligger sne henover, men deres store vægt vil betyde, at de vil gå gennem tremmerne med fare for et brækket ben” siger Skovrider Søren Friese

Sneen er i øvrigt ikke noget problem for bisonerne. Så længe de har mulighed for at søge dækning i de mange tætte bevoksninger, kan de holde sig tørre og sagtens holde varmen, ligesom der også er rigeligt for dem at æde indtil videre.

Naturstyrelsen holder nøje øje med dyrenes adfærd og trivsel. For lettere at kunne vurdere flokkens sundhed og for at give gode muligheder for, at publikum kan se dyrene på afstand, vil Naturstyrelsen om nogle uger begynde at give bisonerne hø i vinterperioden. Fodringen vil ske punktvis og blive flyttet rundt i området. Det sker for ikke at tilvænne publikum og bison for meget til hinanden på en fast foderplads, ligesom det er bedre for dyrenes sundhed, at de ikke tramper rundt det samme sted for længe ad gangen.

Naturstyrelsen opfordrer til, at man viser hensyn til dyrene, som er lettere at finde om vinteren.

”Hold en afstand på ca. 100 m og undgå at ’jage’ dyrene rundt ved at gå efter dem. Nyd synet på afstand” opfordrer Søren Friese.