Den første fruesko er sprunget ud i Rold Skov

23-05-2012

Naturstyrelsen har observeret det første blomstrende eksemplar af fruesko på plantens voksested i Rold Skov.

Nyudsprunget fruesko 23. maj 2012

På Naturstyrelsens enhed i Rold Skov følger vi altid med spænding, hvornår skovens klenodie, orkideen Fruesko springer ud. Billedet ovenfor er taget onsdag d. 23. maj 2012 i frueskoens indhegning i Bjergeskoven. Der er masser af blomsterknopper at se rundt omkring og en enkelt har vovet det første skridt. Der kan sagtens være flere, vi har ikke været overalt i hegnet. Det sker først senere, når Danmarks sjældneste orkidé hvert år skal skrives i mandtal.

Med det aktuelle vejr må det forventes, at mange planter er sprunget ud til den kommende weekend, og at uge 22 og 23 bliver kulminationen af frueskoens blomstring i år. Herefter går det raskt ned af bakke. Det gamle ord om at fruesko springer ud til Grundlovsdag er for længst sat ud af kraft.

De senere år har frueskoen i Bjergeskoven været i en støt fremgang som resultat af den rydning af træer og buske, der er sket indenfor frueskohegnet. Lys giver flere frusko men også alt muligt andet grønt, der truer med at kvæle frueskoen, så det er en balanceakt at passe på den sjældne plante.

Fruesko i fuldt flor

Blomster i bur

Hegnet omkring Frueskoens voksested har for længst holdt hundredeårsjubilæum. Desværre viste det sig hurtigt efter at planten var blevet opdaget i Bjergeskoven, at publikum ikke kunne lade den være i fred. Også i dag står sjældne orkideer højt på skruppelløse plantesamleres ønskeliste, noget der opleves andre steder med andre orkidearter.

Alle danske orkideer er fredede og det er strafbart at plukke dem eller grave dem op. I øvrigt lever orkideer i samliv med svampe i jorden, hvilket betyder at de yderst sjældent overlever en omplantning mere end en sæson. Nyd dem i naturen! Forekomsten af Fruesko i Bjergeskoven er det ene af dens to danske voksesteder. Der andet er privatejet og fredet uden offentlig adgang, for at beskytte planterne. Fruesko er sjælden og truet på europæisk niveau.

Du finder Frueskohegnet - og Frueskoen - ved enten at tage udgangspunkt på Fruesko P-pladsen på Buderupholmvej og følge den afmærkede rute - eller brug en mindre strabadserende adgang ad vejen til Teglgårds mølle (parkering på Buderupholmvej). Skovvejen forbi møllen fører lige frem til indhegningen.