Kelleris Græsningslaug lukker kvæget ud

24-04-2014

Søndag den 27. april kl. 14 kan du tage familien med på en lille naturoplevelse. Her bliver ni Galloway kvæg sat ud på Naturstyrelsens arealer. Mød op på Planteavlsstationen på Krogerupvej 21 i Humlebæk.

Søndag kl. 14 lukkes de ni galloway kreaturer ud.

Det er medlemmerne af Kelleris Græsningslaug, der har samarbejdet om at gøre de store arealer klar til dyrene, der nu kan se frem til en sommer på græs. Foreningen har til formål at drive naturpleje, at formidle viden om kvæghold, naturpleje og producere økologisk kød til medlemmerne.

Køerne er lånt ud til Kelleris Græsningslaug fra Ramløse Naturkød. Når køerne bliver slagtet i efteråret, sælges kødet til foreningens andelshavere. Det er dog også muligt blot at være støttemedlem, hvor man kan deltage i foreningens aktiviteter og i plejen af køerne.

Børn på skolerne i hele kommunen bliver også inddraget i “fra jord til bord”-oplevelsen. Gennem Skolen i Virkeligheden får hver skole i kommunen en kvart ko, som kan bruges i undervisningen, og Kelleris Græsningslaug glæder sig også til at samarbejde med skolerne om pasningen af dyrene.

Miljøministeriets pulje Lokale Grønne Partnerskaber har desuden givet foreningen 95.000 kroner i støtte til nye naturoplevelser og aktiviteter i Krogerup Skovene nord for Humlebæk. Pengene skal blandt andet bruges til en bålhytte, som kan blive samlingssted for friluftsliv, naturoplevelser og formidling. Bålhytten kan først sættes op, når Fredningsnævnet har godkendt placeringen.