Åbent hus på Egetofte Naturskole, Sønderborg

23-04-2014

Tag hele familien med i skoven.

Naturskolen slår dørene op.

Egetofte Naturskole, inviterer hele familien i Sønderskoven søndag den 4. maj kl. 11.00 – 15.00.
Naturskolens korps af frivillige ”husvenner” står igen klar med en bred vifte af aktiviteter for ”børn” i alle aldre.
Indendørs bliver der mulighed for at komme tæt på den store samling af udstoppede dyr.

Ved vandhullet i Naturskolens smukke have kan man fange smådyr og studerer dyrelivet med feltudstyr. Gamle redskaber som vi kender fra ”Bonderøven” er kommet frem af dets gemme. Vi bygger hoteller til insekter og redekasser til flagermus. Med uld fra fårene filtes de fineste bolde. Sundhedstraileren byder på leg og læring og ”skov-matematik” er sjov matematik.

Der er også tænkt på den yngste generation, der laves kreative ting af naturmaterialer.

Vi maler mel og der vil være massevis af snobrødsdej som blot venter på at blive bagt over bålet.
Bigården summer af aktivitet ligesom resten af Naturskolen, når der holdes Åbent Hus.

Skal sulten stilles, er man meget velkommen til at tage madpakke og drikkelse med, i år har vi ingen pølsevogn.

Parkeringsmulighederne ved Egetofte er begrænsede, så lad bilen stå hjemme og tag cyklen.

Velkommen til en aktiv familiedag i den lysegrønne forårsskov.

Irmelin Müller

Naturskoleleder
Sønderborg