Sommerferie på cyklen!

27-06-2014

Miljøminister Kirsten Brosbøl vil have danskerne op på cyklen i sommerferien. Hun tilbyder masser af nye cykeloplevelser og guides til at finde dem.

Miljøministeriet har aldrig haft så mange tilbud til cyklisterne i sommerlandet som i år. Hundredevis af kilometer skovveje, store nationale cykelruter, landets bedste mountainbikeruter og masser af gratis overnatningsmuligheder. Miljøminister Kirsten Brosbøl vil have så mange af os som muligt til at slå støttehjulene op og komme af sted derud.

- Der er ikke tilfældigt, at vi gør en særlig indsats for at gøre naturen cykelvenlig. Cykelture giver store naturoplevelser, fordi vi kommer tættere på elementerne, og fordi vi kommer længere væk fra parkeringspladserne. Samtidig er det en rasende sund måde at bruge sin ferie på. Jeg vil gerne slå et slag for et par feriedage i sadlen, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

På Djursland er rigtig mange muligheder for at få gode oplevelser på cyklen. I Nationalprak Mols Bjerge er der etableret et veludbygget net af cykelstier og cykelvenlige småveje, så I kan komme sikkert rundt overalt og nyde den friske luft til lyden af stilhed.

Ved Fussingø, 15 km vest for Randers, er der etableret er 30 km langt MTB-spor. Man kan følge den nationale cykelrute nr. 2 videre vest på mod Viborg. Her kommer man til endnu et par MTB-spor ved henholdsvis Klostermarken lige øst for Viborg og ved Viborg Plantage lige vest for byen.

I alt har Miljøministeriet nu mere end 50 mountainbikeruter. Heraf er 10 særligt gode og indgår i De 10 Spir, hvor man kan komme i Hall of Fame, hvis man kører alle 10 ruter. Der er indtil nu kommet 27 i Hall of Fame. 159 af ministeriets naturområder er åbne for fri og gratis teltning, og dertil kommer et væld af sheltere og bålpladser, der ligger, så de kan bruges som overnatning på cykelturen.

Naturstyrelsen har lanceret mere end 200 digitale guides til naturområder i hele landet, der fortæller om naturen, historien og mulighederne for at opleve i det fri, så man både kan finde sig til rette, hvis man kun vil cykle på flade, nedlagte jernbanestrækninger, og hvis man kun vil kaste sig ud over stejle mountainbikeruter.

Udinaturen-kortet kan man se alle de forskellige friluftstilbud, der er tilgængelige i hele landet.


Yderligere oplysninger:
Jan Grundtvig Højland
Naturstyrelsen, Kronjylland

tlf.: 24693806
e-mail: