Højvande oversvømmer fuglereder

02-06-2014

Kraftig blæst op til Kristi himmelfartsdag betød katastrofe for ynglefugle i Det Sydfynske Øhav.

Det er på lokaliteter som denne, at ternerne yngler. Derfor er de følsomme overfor uventet højvande. Foto: Naturstyrelsen/JOHAN

Tirsdag den 27. – onsdag d. 28. maj 2014 blæste det kraftigt fra nordøst. Vinden stuvede vandet op i Det Sydfynske Øhav, og det betød et højvande på omkring en meter over den normale vandstand. Det lyder ikke af så meget, men det var en katastrofe for mange af de fugle, der har deres reder på strandene i Øhavet.

Biolog Leif Bisschop-Larsen fra Naturstyrelsen Fyn fortæller:
                      - Jeg er bange for, at de fleste ternereder er blevet oversvømmet, og at æg og nyklækkede unger er gået til grunde. Der er en lille chance for, at ternerne forsøger at lægge æg igen, men vi er langt henne i ynglesæsonen. Klyderne blev også ramt, men en del  unger er allerede klækket, og de er heldigvis i stand til at løbe efter forældrene op på højere terræn.

Det er usædvanligt, at Det Sydfynske Øhav rammes af oversvømmelser i sommerperioden. På Nordfyn medførte blæsten ikke større ændringer i vandstanden.

Ternerne lever i forvejen en noget usikker tilværelse på de åbne kyster med forstyrrelser og rovdyrs efterstræben, så højvandet kan betyde tilbagegang for bestandene. Omvendt lever ternerne længe, og de kan godt klare enkelte år uden ynglesucces.