Nordsjælland - perfekt til sommercykelture

27-06-2014

Nordsjællands bakkede landskab med de store søer og skove, der ligger i landbrugslandet gør Nordsjælland til et perfekt cykelområde. De skiftende landskaber med tæt skov og vide udsigter, gør turene på cykel fyldt med variation. Man træder godt i pedalerne og dukker op over en bakketop, for at blive belønnet med udsigten over f.eks. Arresø eller Esrum Sø og måske en dukkert forude?

Tag et stop ved f.eks. Solbjerg Engsø og nyd fuglelivet.

Nordkyststien
Og apropros dukkert så findes der flere cykelruter i Nordsjælland, også til længere ture som kan kombineres med et strandbad. Tag f.eks. turen fra Helsingør til Hundested af Nordkyststien rute 47, som er godt 68 km lang. Den går gennem skovområderne Hornbæk Plantage og Tisvilde Hegn, men følger på lange strækninger kysten så tæt at havet kan ses og duftes. Undervejs er der adskillige gode badestrande og hele 14 Blå Flag strande, hvor badevandskvaliteten og sikkerheden er godkendt.

Til stranden fra Hillerød
Hele to lange cykelruter går fra Hillerød til Nordkysten. Rute 33 går til Gilleleje. På de 27,9 km kommer du både forbi Frederiksborg Slot, gennem Gribskov og ud over den tørlagte Søborg Sø, som i dag er et fladt landbrugsland. Den anden rute nr. 32 slutter i Tisvilde Leje. Den har samme længde - 28 km og går også forbi Frederiksborg Slot, men følger så Pøleåen forbi Strødam Engsø og Solbjerg Engsø, hvor kreaturer og grågæs græsser side om side på engene. Herfra går den over landbrugslandet med et smut gennem Helsinge by. Begge ruter støder til Nordkyststien, så turen kan blive endnu længere, men de lange ruter kan også tages i mindre etaper fra f.eks. Helsinge eller Græsted station.

Flerdagesture
De nævnte ruter kan kombineres indbyrdes, men også med egne strækninger. Er teltet med på bagagebægeren, kan du benytte dig af de mange små primitive overnatningspladser, der ligger på Naturstyrelsens arealer eller slå teltet op i en af de otte nordsjællandske skove, hvor der er friteltning. Find skove, pladser og cykelruter på www.udinaturen.dk.

Fart over feltet
På Udinaturen.dk kan du også finde ruter, hvis du til lidt større cykeludfordringer. Her findes der flere MTB ruter i de nordsjællandske skove. Et 23 km langt spor snor sig gennem Store Dyrehave for at fortsætte yderligere 9 km ind i Tokkekøb Hegn. Ruten i Teglstrup Hegn og i Danstrup Hegn er begge omkring 15 km, hvorimod Lave Skov byder på 5 km. Her er det farten og terrænforskellene, der er i centrum og måske det at få pulsen op!