Indvielse af svømmebane i Esrum Sø

19-06-2014

Sammen med Fredensborg Atletik Klubs triatlon afdeling og Sejlklubben Esrum Sø, inviterer Gang i Fredensborg til en festlig indvielse af den nye bane onsdag den 2. juli kl. 18.30 fra Fredensborg Havn.

Klar til start: Foto: Ole Andersen

Alle som har lyst er velkomne til at svømme med - der bliver afviklet to heat – et for de hurtige, som svømmer hele banen frem og tilbage, dvs. 2 km., og et for alle andre motionister som selv bestemmer hvor langt de vil svømme.

Den 1000 m lange svømmebane er anlagt af Naturstyrelsen Nordsjælland på Fredensborgsiden af søen, med start fra Fredensborg Havn. Den er markeret med en nummereret bøje for hver 100 meter. Svømmebanen gør det nemmere at orientere sig i vandet for dem som svømmer, samtidig som banen øger sikkerheden for både sejladsaktiviteter og svømmere.

Banen er primært rettet mod Open Water svømning, men kan selvfølgelig også benyttes af andre. For eksempel dem der vil tjekke om de opfylder sejlklubbens krav til svømmefærdigheder, hvor man skal kunne svømme et vist antal meter.

Det er gratis at deltage ved indvielsen og vi serverer frugt og vand til alle fremmødte. Kom i god tid – der er indskrivning for dem der vil svømme fra kl. 18.00.

Synlighed er en vigtig sikkerhedsfaktor når du svømmer i åbent vand – derfor uddeler vi også badehætter i pangfarver til de første 200 der kommer!

Program og mødested