Naturen fik en hånd i Svanninge Bakker

07-05-2014

En halv snes raske folk gav naturen en hånd i Svanninge Bakker søndag d. 4. maj 2014.

Græsning og høslæt virker: Orkidéerne vender tilbage.

Både store og små hjalp til i Svanninge Bakker. Foto: Naturstyrelsen Fyn/JVC

Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling Faaborg-Midtfyn og Naturstyrelsen Fyn var værter for sændagens arrangement, hvor deltagerne lærte en masse om hvordan man benytter og vedligeholder leer og høriver.

Med le er det muligt at holde plantedækket kort, og det giver gode livsbetingelser for de planter, der hører hjemme på fx enge, kær og moser.

Leslåningen er et supplement til den drift med robuste kreaturer, der sker i Svanninge Bakker.

På de arealer, hvor leslåningen skete i søndags, kan man se at afgræsning og slåning virker. Inden for de sidste få år er orkidéen Maj-gøgeurt vendt tilbage efter omkring 30 års fravær.

Maj-gøgeurt er en indikatorart. Det betyder, at hvis den har det godt, så er der en god naturtilstand i området.