Ny legeplads klar til skovturen i Skagen

05-05-2014

Nyt kirketårn sat op til leg og hygge ved kiosken

Gæster der parkerer ved kiosken ved den tilsandede kirke bliver nu mødt af et nyt kirketårn, der stikker op af sandet. Dette er dog (i modsætning til det oprindelige) lavet af træbjælker og er en del af den nye legeplads som Naturstyrelsen Vendsyssel har opført ved siden af kiosken. Tårnet er åbent og har en stige op til toppen, så man kan se ud af tårnvinduerne. Vejen ud af tårnet kan foregå via en rutsjebane, der fører ned til de øvrige ting på legepladsen. Der er bl.a. en vippe og en gynge, som man kan boltre sig på.

Nyhed Legeplads skagen

Legepladsen ved Den tilsandede Kirke i skagen Plantage (Foto: Anne Mette Finnerup - Naturstyrelsen)

Imens kan familien sidde ved de nyopstillede borde/bænke sæt på pladsen mellem kiosk og legeplads og nyde lidt godt fra kiosken eller medbragt mad.

Parkeringspladsen ved kiosken er et knudepunkt for mange af ruterne i Skagen Klitplantage. Mountainbike ruten går lige forbi og her findes også en hundeskov, hvor man må slippe sin hund løs, hvis den er under kontrol.

Vores formål har været at gøre området her til et besøgscentrum for Skagen Klitplantage” udtaler Anne Mette Finnerup, der står for udviklingen af faciliteter til friluftsliv på Naturstyrelsens arealer i Vendsyssel. ”Det er populært at kunne køre tæt til faciliteterne som her. Her er mulighed for at hele familien kan have et udgangspunkt for fælles og individuelle ture. Ved samtidig at lukke området mellem kiosken og legeområdet af med store sten og opsætte borde/bænke, er der skabt et område, der kan bruges til både afslapning og leg.

Kiosken ved Den tilsandede Kirke er blevet åbnet op, så man kan komme ind og se på varerne og komme i nærkontakt med is og andre lækkerier.

Jeg er meget glad for at have min daglige arbejdsplads her i sommersæsonen. Det er et fantastisk område at være i både i solskin og blæst ” udtaler Tina Hjortshøj, der har forpagtet kiosken siden sidste år.

Den nykalkede tilsandede Kirke

Det rigtige kirketårn er netop blevet nykalket. (Foto: Thomas Retsloff - Naturstyrelsen)

Yderligere oplysninger:

Anne Mette Finnerup, Naturstyrelsen Vendsyssel, Mobil: 21618330, e-mail: