Bison og parasitter

05-08-2015

Som andre store, vilde pattedyr lever den europæiske bison med mange forskellige parasitter. De fleste er relativt harmløse, men nogle arter kan svække dyrene så meget, at svage individer bliver syge og kan dø. Den første bison-ko på Bonholm døde formentlig på grund af parasitter. Det er naturligt og ikke uventet.

undefined
De bornholmske bisoner har klaret sig godt på trods af, at de naturligt har en del parasitter. De har født hele 10 kalve siden de kom til øen i 2012. 1. august døde en ko fra 2009 dog - formentlig som følge af parasitter. Her krydser en ko, en kviekalv fra 2014 og tyrekalv fra 2013 Christian den X.s Vej. Foto: Michael Stoltze, Naturstyrelsen.

1. august 2015 døde den første bison i Bisonskoven. Det var en ko fra 2009, der havde skrantet i nogen tid. Koen havde født den første bornholmske kalv i 2013, endnu en kalv i 2014, men ingen i 2015.

Siden de syv polske bisoner kom til Bornholm i 2012, har dyrene trivedes godt, og de seks unge køer (to fra 2010, to fra 2009, en fra 2007 og en fra 2006) har født i alt 10 kalve. Det er en meget høj fødselsrate, og noget atypisk har vi på Bornholm været fri for dødsfald i bestanden. Europæisk bison er kendt for at være ret sarte overfor almindelige parasitter, så vi har længe været forberedt på, at der kunne ske dødsfald i flokken på Bornholm.

Dyrlægens obduktion af bison-koen viste en betændt galdeblære, leverikter, lungeorm og løbe-tarm orm. Dyrlægen Per Johansen og parasitolog Kurt Buchmann vurderer sammen, at den sandsynlige dødsårsag er svækkelse som følge af mange parasitter og særlig svækkelse som følge af leverikter. Det er kendt fra andre bestande, at bison kan have lav modstandskraft over for parasitter – måske en følgeeffekt af indavl. Det er altså ikke uventet, at vi nu også på Bornholm har oplevet en bison bukke under på grund af ringe modstandskraft.

Leverikten er en fladorm, der som voksen lever i lever og galdegange hos pattedyr. Dens livscyklus er - som hos en del andre parasttter - mærkelig og kompliceret. De voksne leverikter, der ca. tre centimeter lange og godt en centimeter brede, producerer dagligt tusindvis af æg, der spredes fra galdegangen ud i tarmen og med ekskrementer ud naturen. Her klækker æggene på fugtige steder og bliver til mikroskopiske larver - miracidielarver. De borer sig ind i de små, skalbærende pytsnegle (Lymnaea truncatula) og forvandler sig til et ny type mikroskopiske larver med hale - cercarielarver. Cercarierlarverne frigives til vandmiljøet, hvor de bliver til cyster på græs og andre planter.

Pattedyr (kvæg, får, hjortedyr m.v.) bliver inficeret med leverikter ved at æde græs på fugtige steder, hvor der er cyster med parasitlarver i græsset. Cysterne forekommer kun, hvor der er pytsnegleder er såkaldt mellemvært for leverikten.

Pytsnegle og leverikter forekommer naturligt på fugtige steder i hele Danmark. Vilde pattedyr lever med leverikten.   

Læs mere om leverikten og andre parasitter i denne artikel om bisonoksers snyltere. Artiklen er baseret på en undersøgelse af ormeparsitter blandt de bornhomske bisoner i 2013.

Kvæg og får på græs får ofte leverikter, og bliver behandlet for at undgå sygdom og død. Den europæiske bison er - ligesom hjortearterne - en vild art, som skal leve så naturligt som muligt. Det betyder, at vi så vidt muligt bør undgå at gribe ind overfor parasitter og andre sygdomme som påvirker arten. Det kan synes barskt, men det er naturens gang (og på længere sigt en fordel for arten), at genetisk svage dyr bukker under.

Naturstyrelsen følger udviklingen, men vi vil altid gerne kontaktes af gæster, som ser dyr, der virker syge.