Naturens Dag 2015 i Nødebo
19-08-2015Under overskriften ”Naturen hvor du bor”, er der gratis oplevelser og aktiviteter for hele familien søndag den 13. september kl. 10-15 på og omkring Skovskolen i Nødebo.

Årets tema for det landsdækkende arrangement Naturens Dag er ’Naturen hvor du bor’. På Skovskolen i Nødebo vil der være masser af aktiviteter, der kan inspirere til at bruge naturen i dit nærområde. Det mangfoldige program er klart medio august, men allerede nu lover arrangørerne masser af tips til at lære naturen omkring dig at kende: Lær om de særlige dyr som ørn og bæver, om lækker mad som svampe og planter og ikke mindst om, hvordan du kan finde både ro og måder at røre dig på. Som en ekstra bonus er der i år stort finaleshow i De nordiske Mesterskaber i Skovhuggersport, som afslutning på dagen.
Arrangementet er for hele familien, og udover at få tips til naturen, hvor du bor, kan du deltage i bæredygtigt familieløb, lære hvad et livstræ er og opleve hubertusopvisning. Hør i den forbindelse om de spændende parforcejagt-landskaber i Gribskov, som netop er kommet på Unescos verdensarv-liste.
Program for Naturens Dag på Skovskolen
Praktisk info om Naturens Dag på Skovskolen i Nødebo
Transport: Bus 307 fra Hillerød Station går lige til døren, og der vil være parkering på Pibersletten over for Skovskolen samt cykelparkering og handicapparkering på Skovskolen.
Diverse: Arrangementet er gratis. Medbring madkurv eller køb mad og drikkevarer rundt omkring på Skovskolens område hele dagen.
Mere information: Projektkoordinatorer for Naturens Dag på Skovskolen i Nødebo: Anne Nysted, Skovskolen – Københavns Universitet www.ign.ku.dk , Obfuscated Email, mobil: 22 17 05 00 eller Anne Johannisson, Naturstyrelsen Nordsjælland www.nst.dk , Obfuscated Email, mobil: 23 21 53 73.
Naturens Dag er Danmarks Naturfredningsforenings og Friluftsrådets mærkedag for naturoplevelser. Formålet er at åbne naturen for børn og voksne. Hvert år har et tema - i år er det "Naturens hvor du bor". Læs mere om Naturens Dag.

Der er hubertus opvisning kl. 13 og igen kl. 14

Få råd og vejledning om svampe

Lær at file en sav korrekt

Der er klatring i master og til platforme højt i træerne

Åben workshop i skovparkour med instruktører kl. 10 - 14 og meget meget mere.