Maglemosen får højere vandstand

24-07-2015

Maglemosen er en af Gribskovs største moser, og samtidig en af skovens store naturperler på 22 ha - et ekstremfattigkær med mange af højmosens karaktertræk. Nu bliver får den bedre forhold.

undefined

Bent Aaby, biolog og professor i polleanalyse og vegetationshistorie, mangeårigt medlem af Danmarks Naturfredningsforeningé naturvidenskabelige udvalg har fulgt Maglemosens udvikling og har, ved glæden over Naturstyrelsen Nordsjællands tiltag for mosen, sendt denne beskrivelse om Maglemosen i Gribskov.

Maglemosen blev drænet ved grøftegravning i mosens sydlige del engang mellem 1857 og 1878, som det fremgår af historiske kort. Det skete sandsynligvis for at forberede mosen på tilplantning. Det blev dog ikke aktuelt, men vandstanden var nu sænket, og skaden sket. I 1913 registrerede botanikeren Henning E. Petersen, at der overalt står små birke, og i de følgende årtier er der sket en stærk tilgroning med Dun-Birk og Rød-Gran. Trævækst, udtørring af tørvebunden og skygge har ændret artssammensætningen til skade for den sjældne fattigkær/højmose-vegetation, der typisk er helt træfri.

 

Derfor genoprettes vandstanden

Nænsom naturgenopretning med vandstandshævning har været på tale i lang tid. I østsiden af mosen ved Dronning Ingridsvej, står en gammel dæmning ca. 15 m fra vejen. Den har de seneste årtier kun haft begrænset virkning på mosens vandstand, fordi dens top med tiden var eroderet ned. Der var også afløb fra en grøft i mosens nordlige del.  Den blev lukket efter vedtagelsen af naturskovsstrategien i 1992, men begge dæmninger har dog ikke helt tætte. Så i forbindelse med vedtagelsen af ny driftsplan for Naturstyrelsen Nordsjælland i 2014 er det – efter indhentning af høringssvar – bestemt at retablere en effektiv lukning af afløbet både mod nord og øst, så områdets tidligere vandstandsforhold bliver genoprettet. I øst er der nu sat en stor jernplade som spuns på tværs af afløbsgrøften lige bag den gamle og utætte dæmning, og pladen holdes bl.a. på plads af granitbjælker. Anlægget har æstetiske kvaliteter og overløbsvandet risler ned over stenbjælkerne og skaber et spændende miljø. Også i nord er der sket forandringer. Nu er afløbet lukket effektivt. Lidt nordligere end den oprindelige spærring er der gravet en jern-spunsplade ned. Den dækker hele det gamle grøfteprofil. Spunsen er dækket af tørv. Spærringen har betydet, at der også her er skabt et vådere mosemiljø og døde træer ses flere steder. De døde træer understøtter en lang række insekter og fugle, samtidig med at vandet og lyset er til gavn for den oprindelige mosenatur. En ekstra kvalitet ved plejeprojektet er, at der ikke tilføres nyt og mere næringsrigt vand til mosen. Det er mosens eget vand, der arbejdes med. Det kan dog ikke afvises, at den øgede mængde dødt ved, kan resultere i en større tilførsel af næringsstoffer. Til gengæld vil den højere vandstand have den modsatte virkning på næringsstofbalancen ved at nedsætte tørvens omsætning. Distriktet vil derfor følge udviklingen og vente med yderligere plejetiltag i selve mosen, til virkningerne af opstemningerne er klarlagt.

undefined
Spunsen er gemt under stenene. Vandet kan nu stige inde i mosen, hvilket vil begrænse trævæksten.

 

Gældende regler

Ved Landbrugsministeriets resolution af 24. februar 1911 blev det bestemt, at mosen skal opretholdes som urørt reservat. I dag kaldes den slags beskyttelse for administrativ fredning. Mosen er omfattet af naturskovsstrategien som urørt skov, mens de omgivende randbevoksninger på længere sigt skal være urørt skov eller drives i plukhugst. I forbindelse med Natura 2000 lovgivningen er mosen registreret som naturtype ”Skovbevokset tørvemose” (type nr. 91D0). Mosen er også omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3. Ved sikring af de gamle vandstandsforhold fremmes en udvikling mod ”Aktiv højmose” (type nr. 7110), hvilket er i overensstemmelse med Natura 2000 bestemmelserne. Naturgenopretningen er ligeledes i overensstemmelse med de andre bestemmelser, der gælder for området.

 

Mosens historie

Maglemosen er en af de ganske få større moser, hvor der ikke har været gravet tørv. Årsagen er måske, at de øvre tørvelag kun er svagt omsatte, og derfor har en lav brændværdi. Dybere nede i mosen findes lag med trærødder fra birk og el, så med ældre tiders graveredskaber, har det været svært at grave den slags tørv. Da botanikeren Knud Jessen omkring 1920 undersøgte mosens tørvelag, kunne han vise, at der flere steder var mere end 7 m tørv, og et enkelt sted næsten 9 m. Mosen er en såkaldt forsumpningsmose, hvor tørveopbygningen er sket i takt med grundvandsstigningen. Bortset fra et mindre areal i den sydligste del af mosen, har der aldrig været en sø i området. Det betyder, at vandspejlet - med variationer - er steget mere end 7-8 m inden nutidens vandstand er nået. I dele af fortiden med andre klimaforhold og lavere vandstand har mosens bredzoner været dækket af sumpskov af birk og el, mens den centrale del af mosen altid har været træfri. Siden antagelig sidste del af bronzealderen har mosen henligget som et åbent fattigkær og været domineret af tørvemosser (slægten Sphagnum). Den meget begrænsede næringsstoftilførsel og den tiltagende udvaskning af næringsstoffer har medført, at vegetationen nu indeholder mange arter, som vokser på højmoser. Det gælder bl.a. Tue-Kæruld, Smalbladet Kæruld, Hedelyng, Tranebær, Rosmarinlyng, Revling og Multebær. Af fattigkærsarter, der er fraværende på naturlige danske højmoser, men som findes i Maglemosen, kan nævnes Blåtop, Bukkeblad, Tyttebær og Blåbær. Mosen har et næsten fladt overfladerelief, dog sådan, at overfladen er højst i nord (ca. 69,60 m) og lavest ved afløbet i øst ved Dronning Ingridsvej (ca. 68,60 m DVR90).

Bent Aaby