Kom til Skovens Dag i Almindingen

04-05-2015

Søndag den 10. maj er det Skovens Dag i hele landet. Naturstyrelsen på Bornholm markerer i år dagen ved et arrangement ved Christianshøj i Almindingen kl. 13.00-17.00

Kom til råhygge i Almindingen på Skovens Dag 10. maj. (Foto: Conny Ogareck).

Naturstyrelsen på Bornholm inviterer til Skovens Dag ved Christianshøj i Almindingen. Vi har sammensat et program for hele familien:  

Kl. 13.00: Naturstyrelsen byder velkommen. 

Kl. 13.00-17.00: Vi sørger for bål og dej og grej, så alle kan bage snobrød og pandekager. Og vi sørger for vand, kaffe og småkager.

Tino Hjorth, Jesper Kaufmann og Michael Stoltze viser ting og sager fra naturen - gevirer, levende dyr, skovens planter og meget mere. Spørg om alt muligt omkring natur og skov.

Tag kamera med og deltag i fotokonkurrencen, som du kan læse mere om på Skovens Dags hjemmeside.

Lær, hvordan man laver fuglekasser af træstammer på ingen tid. Prøv at fælde et træ. Og deltag i gættelege og konkurrencer på stedet - bl.a. en tegnekonkurrence for børn og voksne.

Kl. 14.00-15.00: Kort vandretur i området, hvor naturformidler og biolog Michael Stoltze fortæller om Almindingens natur og fremtid.

Vi er udendørs, så husk påklædning efter vejret. 

Arrangementet er gratis. På gensyn i skoven 10. maj!

Kontakt

Michael Stoltze

Naturformidler
Bornholm