Livstræer - ta´ med på skovtur

23-09-2015

Der skal i den kommende tid udpeges livstræer i de danske statsskove. På en skovtur i efterårsferien i Klosterheden kan du blive klogere.

undefined
Er dette gamle træ et kommende livstræ?

Pressemeddelelse

Den 18. september 2015 

Livstræer i Klosterheden Plantage

Naturstyrelsen Vestjylland inviterer hermed til et møde vedr. udpegning af livstræer i Klosterheden Plantage

Som besøgende i Klosterheden Plantage vil du sikkert bemærke, at skoven rummer en række træer der skiller sig ud fra mængden. Det er træer, der på sin helt egen måde fremstår som ganske specielle. Det kan for eksempel være et træ med en anderledes og usædvanlig facon, eller et træ som gror på en speciel måde – for eksempel et stormvæltet træ, der har fået nye kræfter og sat ny krone.

Disse flotte og anderledes træer er med til at gøre skoven smuk og varieret og dem ønsker vi at bevare, både på grund af deres udseende, men også fordi der er mange dyr og planter der lever i, på og omkring skovens gamle kæmper. 

Livstræerne skal markeres i skoven, så alle kan se hvilke træer der er blevet udvalgt. Disse livstræer må ikke fældes, og skal have lov til at dø af ælde for herefter indgå i skovens naturlige kredsløb til gavn for skovens svampe, dyr og planter som lever i dødt træ. Livstræerne udgør muligheden for, at skabe livskvalitet og biodiversitet i skoven.

Målet er, at der i de kommende år skal udpeges livstræer i alle statsskovene, og i Klosterheden Plantage ser vi gode muligheder for at udpege livstræer i skovens ældre bevoksninger. Udpegningen af livstræer i alle statsskovene er en stor opgave, og den kommer til at tage flere år at udføre. I 2015 vil Naturstyrelsen Vestjylland fokusere indsatsen omkring udvalgte områder i Klosterheden Plantage, og vi håber på din hjælp.

Naturstyrelsen Vestjylland vil derfor invitere til et møde, hvor naturskoleleder Peter Gammelmark Thing og biolog Claes Fischer vil introducere deltagerne for de retningslinjer, der er gældende omkring udpegningen af livstræer. Efter en kort introduktion vil vi sammen udpege livstræer i skoven - så kom og vær med, og gør skovturen til noget helt særligt.

Peter og Claes vil byde på en kop kaffe og vil se frem til at mødes på..

Mødested: P-plads ved Møllesøen Gl. Landevej 7620 Lemvig. 

Tidspunkt: Onsdag d. 14. oktober 2015 kl. 13:00-16:00

For yderligere oplysninger kontakt biolog Claes Fischer på eller mobil 4139 2441