Fæld dit juletræ på Eghjorten

06-12-2016

D. 11. december fra kl. 10-15 holder Naturstyrelsen Nordsjælland juletræsarrangement på Eghjorten på Jespervej 309 i Hillerød

Juletræerne på Eghjorten er dyrket uden kunstgødning og sprøjtemidler. Tag gerne selv en sav med. Træerne kan blive nettet og koster 300 kr. stk. Men ikke nok med det, der er også juleværksted.

Juleværksted
Der er åbent i værkstedet, hvor børn og voksne kan fremstille nisser, trolde og dekorationer af kogler og andre af skovens materialer samt købe/drikke gløgg, kakao og spise æbleskiver.

Mos, kogler og gode oplevelser
Når nu familien alligevel er i skoven, er der også andet at hente derude; gode oplevelser, lav-bevoksede grene, mos, bær og kogler mv. til juledekorationen. I statsskoven må du gerne samle løse grene, mos, kogler fra skovbunden, bær og svampe til eget forbrug. Men ikke alt er lige egnet til en varm stue. Og husk at vokser der kun lidt af en slags mos, så lad altid noget blive tilbage. Det kunne være en sjælden art. God tur i december-skoven.