Ny svampeart i Danmark

02-06-2016

Fantastisk fund af ny svampeart for Danmark under bioblitz i Teglstrup Hegn.

Fotograf Tobias Bøllingtoft
Sæksvampen Tørvemos-Sortbæger Pseudoplectania episphagnum, fundet og fotograferet af Tobias Bøllingtoft.

I forbindelse med undersøgelse af svampene i den nordsjællandske højmose Skidendam under Naturstyrelsens bioblitz 21/5  - 22/2 2016 fandt mykolog og cand. mag. Tobias Bøllingtoft fra Svampeforeningen sæksvampen Tørvemos-Sortbæger Pseudoplectania episphagnum, der er ny for Danmark. Svampen, hvis frugtlegeme var 1,6 cm højt, voksede på tørvemos i Skidendam. Fundet er det første for Danmark, men arten kendes fra Nordtyskland, Sverige og Norge, men den er ikke fundet i de sydlige dele af Sverige. Ødelæggelsen af de sønderjyske højmoser havde betydet, at forventningerne blandt forskere til at Tørvemos-Sortbæger kunne forekomme i Danmark blandt var meget små, da arten er krævende og kun findes i de fineste og mest urørte højmoser. Så meget desto større var begejstringen derfor ved det nordsjællandske fund, der blev verificeret af Lektor Thomas Læssøe. Fundet af Tørvemos-Sortbæger understreger de enestående naturværdier Skidendam rummer og vigtigheden af at beskytte de få tilbageværende danske højmoser.  

 

BioBlitz 2016 i Nordsjælland foregik i Teglstrup Hegn, Hellebæk Kohave og Helsingørs Grønne Vestkile d. 21. til 22. maj. Bioblitz er en registrering af så mange arter som muligt inden for et døgn og i et afgrænset område. Ca. 40 fagligt kompetente folk undersøgte området  sammen med interessede  borgere og registrerede alle funde arter. Omkring 880 arter blev det til. Nogle få arter er stadig ved at blive verificeret.