Krondyrene kan nu ses i Mellemområdet

11-05-2016

En milepæl er nået i LIFE-projektet i Lille Vildmose. Krondyr kan nu ses indenfor den store indhegning i Mellemområdet.

undefined
Krondyr fanget af vildtkamera

Natten til den 3. maj fangede et af de opsatte vildtkameraer i den nordlige del af Lille Vildmose krondyr på vej ud af udslusningshegnet. Krondyrene går nu rundt i den store indhegning i Mellemområdet. En milepæl i LIFE-projektet er nået. Elgene følger trop i begyndelsen af juni.

Bestanden af krondyr udgør i første omgang 22 dyr hentet fra Høstemark og Tofte Skove. Dyrene har i et par måneder gået i et udslusningshegn i den nordlige ende af Lille Vildmose inden de blev lukket ud i Mellemområdet. Sammen med elgene og kreaturer skal krondyrene holde vegetationen nede, så Mellemområdet forbliver et åbent landskab og ikke springer i skov.

undefined

Der mangler endnu et par finesser på hegnet. Blandt andet kan hegnet henover Birkesøvej nord for den kommende Birkesø ikke laves helt færdigt før arbejdet med Birkesø og pavillonen er helt afsluttet. Der er derfor opsat et midlertidigt hegn tværs over Birkesøvej. Af samme grund er Birkesøvej spærret fra nordkanten af søen ned til krydset Birkesøvej/Grusvejen. Det er dog fortsat muligt at komme til fugletårnet ved Tofte Sø via Grusvejen.