Naturprojekt ved Bølling Sø indviet

20-10-2016

Torsdag den 13. oktober blev et nyt naturprojekt indviet ved vestenden af Bølling Sø. Vandet fra søen løber nu til Karup Å via et nyt stemmeværk, et ændret stryg og et nyt, snoet åløb, der erstatter den første del af Bølling Sø Kanal.

Formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ikast-Brande Kommune, Henrik Engedahl, indvier naturprojektet. Foto: Niels Peter Brøgger

Formand for udvalget for Teknik og Miljø i Ikast-Brande Kommune, Henrik Engedahl, havde torsdag den 13. oktober fornøjelsen af at holde indvielsestalen og sørge for, at en plade blev trukket op, så vandet fra Bølling Sø for første gang kunne løbe gennem det ændrede stryg og til det nye, snoede åløb, der fører vandet videre mod Karup Å.

De fremmødte borgere kunne dermed konstatere, at det store naturprojekt er færdiggjort, så fisk ikke bare fremover frit kan vandre fra åen op i Bølling Sø, men også finde gydemuligheder på de gydebanker, der er etableret i det nye, snoede åløb. Samtidigt sikrer det nye stemmeværk, at vandstanden i selve Bølling Sø kan holdes på et mere konstant niveau.

De fremmødte borgere fik i tillæg til indvielsestalen og det rindende vand mulighed for at nyde en oksefrankfurter lavet af kød fra noget af det kvæg, der har plejet engarealerne ved Bølling Sø, og læske ganen med øl fra Bølling Sø Bryghus.

Du kan læse mere om projektet her

undefined 

Det nye åløb vest for Bølling Sø. Foto: Erik Balle