Nye nuttede kalve i Vestskoven

07-04-2017

Her i påsken er det oplagt at tage på tur i Vestskoven og nyde foråret.
Buske og træer er så småt begyndt at få små nye blade, og dyrene har også travlt. Der er syngende fugle overalt i træer og hegn, og nu er de første kalve af de flotte skotske højlandskøer også blevet født.

Kalvene er meget nuttede, og ligner små rødbrune bamser – lige til at kramme.

undefined

Verden er lidt stor og skræmmende, når man lige er blevet født, og man føler sig helt alene.

undefined

Heldigvis er mor ikke ret langt væk – selv om det er lidt træls, at jeg så skal i bad!

Skovløber Bo Bjerregaard fra Naturstyrelsen, og som har det daglige opsyn med køerne, fortæller, at ”den første kalv blev født den 3. april, et par dage efter var der 3 nye kalve, og herefter kommer de næste én efter én, så der lige om lidt vil være noget over 20 kalve!”

Hvis du vil ud og se dem, skal du tage til den vestlige del af Vestskoven, hvor kvægfoldene ligger lige nord for Risby.

Bo Bjerregård oplyser, ”at dyrene er flyttet fra den store fold, der strækker sig ind mellem træerne, så de nu alle går i den fold, vi kalder Østbakkefolden. Det har vi gjort, så vi dels nemt kan holde øje med dyrene, når de kælver, og dels for at undgå at skovgæsterne kommer for tæt på de nye små kalve. De skal have lov til at vænne sig til moren og alt det nye, uden at blive forstyrret!” understreger Bo Bjerregaard.

Når kalvene er vokset sig lidt større, vil de igen blive lukket ud i den store fold, så vi kan få græsset alle arealerne af.

Ud over at højlandskvæg er flotte dyr og får nuttede kalve har de andre funktioner, hvor den vigtigste er naturpleje ved at skabe lys og luft, så hele arealet ikke vokser til i højt græs og buske.

Skovfoged Jens Juelstorp fra Naturstyrelsen uddyber: ”Græsning er i høj grad med til at give variation, skabe lysåbenhed samt give gode livsbetingelser for særlige arter af planter og dyr, der netop er knyttet til gamle, lysåbne løvskove – eller til store dyr og deres gødning. Græsning kan ligeledes være centrale elementer i at genskabe naturlige overgange mellem krat, åbne overdrev og heder!”

”Så vores opfordring er igen, at man da lige skal tage ud og hilse på de nuttede nye naturplejere!” slutter man fra Naturstyrelsen.