Masser af mos i skoven

11-12-2017

Her i vintermånederne kan man rigtig nyde den mangfoldighed af mos, man kan finde i de bornholmske skove og det er oplagt at samle mos til at pynte op med i julen. Men mos er meget mere end en ingrediens til juledekorationer.

Udsnit af skovbund med mos i nåleskov nær Rytterknægten. Den smukke, lysegrønne, tungeformede mos til venstre er bølget tæppemos. I midten ses prydbregnemos, og til højre den meget almindelige cypresmos. Mellem tæppemos og bregnemos vokser mørkegrønt jomfruhår (stjernemos). (Foto: Michael Stoltze, Naturstyrelsen).

På milde, fugtige dage i vinterhalvåret lægger man rigtig mærke til de enorme mængder mos i skoven. Mosser vokser overalt på klipper, sten, stubbe, stammer og grene, og mange steder – navnlig i ældre nåleskov, er skovbunden dækket af grønt mos.

Mos er i folkemunde betegnelse på mange typer af små, primitive planter, som formerer sig med sporer.  Biologer skelner mellem plantegruppen ægte mosser (bladmos, jomfruhår, tørvemosser med mere) og de to gamle plantetyper hornkapsler og levermosser, der begge er en slags primitive ”ur-planter”. Traditionelt kaldes det hele dog mos.

Bladmosser og jomfruhår (”stjernemos”) omfatter over 90 % af alle arter af ægte mos, og det det især dem, man ser i skovbunden og på sten og stammer. Mostæppet er som regel særlig flot og sammenhængende i gammel, lysåben nåleskov. Her kan man med fordel samle mos til juledekorationer.  Når man ser nærmere på mosset, vil man opdage, at det består af mange arter. De talrigeste er cypresmos, men bregnemos (forskellige arter med bregnelignende blade) og jomfruhår (stjernemos) er også meget talrige. Mange steder kan man også se plamager med smukke, lysegrønne tunger af skinnende mos. Det er bølget tæppemos.

undefined
Ældre, åbne nåleskove er gode steder at finde mos.  (Foto: Michael Stoltze, Naturstyrelsen).

I våde lavninger vokser der tit tørvemos. En tørvemosplante består af et hatformet endeskud og en lang stængel med bløde og stærkt vandsugende sidegrene. Planterne vokser tæt side om side, så de danner sammenhængende, vandmættede puder.  Der er mange arter af tørvemos, og en del af dem danner syre, der bevirker, at dødt mos og andre døde plantedele ikke rådner under den levende mosoverflade. Mosset danner tørv, og med tiden kan der opstå enorme højmoser. Højmoser kan blive op til 10 meter tykke og udbrede sig over mange kvadratkilometer. På Bornholm har der også været mange højmoser, men de er gravet væk.  Åremyre, Svinemose og Hagemyr i Almindingen og Hundsemyr ved Nexø har været højmoser.  I dag er der kun få og små tørvemosemoser på Bornholm, for eksempel på Hammerknuden og i Bodilsker Plantage.

undefined
Tørvemos danner moser med tranebær. I dag findes kun ganske få og små steder med tranebær på Bornholm.  (Foto: Michael Stoltze, Naturstyrelsen).

Ved vandløb og ved foden af klipper og sten kan man se store lappede levermosser.  Det er lungemos, som er udrustet med paraplylignende gevækster med sporer og små runde ”krukker” på bladene. I bunden af krukkerne ligger bittesmå celleklumper. Det er ynglelegemer, som kan blive slynget op til én meter væk, når en vanddråbe rammer plet i regnvejr.  Og der, hvor celleklumpen falder, kan den vokse op til en ny mosplante, hvis miljøet er til det.

Indtil for omkring 500 millioner år siden var der stort set kun liv i havet – ikke på landjorden.  Levermosser er beslægtet med nogle af de første planter, der gik i land på Jorden. Det er ur-planter.

Bladmosser fra tørre arealer er velegnede til juledekorationer. De fleste mosser er smukke i fugtigt vejr, hvor bladene folder sig ud. Bregnemos, jomfruhår og levermos bliver hurtigt kedelige at se på, hvis de bliver tørre, men de meget almindelige cypresmosser holder sig bedre.  På statens arealer må man gerne samle mos til eget og ikke kommercielt forbrug. Man må samle, hvad man kan have i en almindelig bærepose.

God fornøjelse!

undefined
Lungemos med krukker med ynglelegemer. Lungemos er beslægtet med nogle af de første planter, der gik i land fra havet for næsten 500 millioner år siden. (Foto: Michael Stoltze, Naturstyrelsen).