Ravne stortrives i Almindingen
12-01-2017Ravnen, som med et vingefang på op til halvanden meter er verdens største spurvefugl, stortrives i Almindingen. Der er mange myter om den store, sorte fugl, der har været tæt på at blive helt udryddet i Danmark. Nu er den vendt tilbage i stort tal - ikke mindst på Bornholm. Oplev den kloge og meget snakkende fugl og vær med til at registrere dens reder i statens skove.
Ravn. (Foto: Colourbox).
Ravnen stortrives i Almindingen. Kender du en ravnerede?
Det er blevet ganske almindeligt at høre ravnens karakteristiske hæse kald i den bornholmske natur. For 40 år siden var der kun ganske få ravnepar tilbage i Danmark. Der var ingen på Bornholm, hvor stednavne som Ravnedal og Ravnekær vidner om, at den engang var en fast del af naturen. Men i 1980’erne begyndte Ravnen at vende tilbage. Nu skønner ornitologerne, at der yngler op mod 100 par ravne på øen.
Ravnen er fredet og trives godt i statsskovene på Bornholm – ikke mindst i Almindingen. Ravnen har nemlig brug for store, og dermed gamle, levende træer til sine reder og gerne døde træer som udkigsposter. Begge dele findes i de bornholmske statsskove, fordi vi som et led i Naturstyrelsens naturnære skovdrift lader store og gamle træer stå til naturligt henfald.
Ravnen er verdens største spurvefugl med et vingefang på helt op til 150 cm. Allerede først i marts begynder ravnene at parre sig og ruge. De har kraftige stemmer og et enormt forråd af mere eller mindre mærkelige lyde. Uden for yngletiden er de meget sociale, og de kan blive tamme og lære at tale. Ravne er nysgerrige, men også årvågne og sky.
Ravne er berømte for at kunne løse ganske komplicerede opgaver og bruge redskaber af forskellig art for at skaffe sig føde. De har også en særdeles god hukommelse for enkeltepisoder, og de er gode til at skelne mellem personer. De har tillid til personer, de har gode erfaringer med, mens de er særdeles sky overfor personer, de har dårlige eller ingen erfaringer med.
På grund af deres adfærd, lyde, størrelse og sorte farve har ravne stor betydning i myter overalt på Jorden. I den nordiske mytologi havde Odin to ravne, Hugin (tanken) og Munin (hukommelsen). De kom hver dag til ham om aftenen for at fortælle om alt, hvad de havde set i verden i dagens løb. Derfor var Odin den mest alvidende af guderne. I litteraturen er ravnen udødeliggjort i den amerikanske digter Edgar Allan Poes The Raven, der blandt de mest læste af alle digte.
Gamleborg, Ekkodalen, Bisonskoven og Borgen i Rø Plantage er alle fremragende steder at se og høre ravne. Du finder guider til områderne her:
http://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturguider/almindingen/
http://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturguider/roe-plantage/
Vi registrerer kendte ravnereder på vores såkaldte ”pas på kort,” så vi kan sørge for at tage hensyn til rederne i den daglige drift. Hvis du observerer en aktiv ravnerede i Naturstyrelsens skove, vil vi derfor rigtig gerne have et GPS-koordinat tilsendt på Obfuscated Email.

Ung ravn i eg på Gamleborg. Ravne holder af at sidde højt oppe i toppen af gamle løv- og nåletræer. (Foto: Michael Stoltze, Naturstyrelsen).

Gammel ravn over Ekkodalen. (Foto: Michael Stoltze, Naturstyrelsen).

Årvågen ravn i toppen af en gran. (Foto: Michael Stoltze).