Årets Nationalpark Thy Sommerlejr er lige nu i fuld gang

29-06-2017

For femte år i træk afholdes Nationalpark Thy Sommerlejr for studerende, der ønsker at lære mere om praktisk naturpleje.

Efter slåningen hænges høet til tørring på gammeldags facon.

Mandag ankom 13 universitets studerende til Thy for at deltage i årets Nationalpark Thy Sommerlejr for at lære om naturpleje i praksis. Sommerlejren har indtil videre budt på naturpleje i form af høslæt på et areal i Tved Plantage, samt en ekskursion rundt i nationalparken for at lære om de forskellige naturpleje projekter på Naturstyrelsen Thys arealer. De kommende dage står på klithede pleje på både statens og private arealer i nationalparken. Lørdag siger de studerende farvel til nationalparken og tager hjem til en velfortjent sommerferie.

De studerende har alle en naturforvaltningsmæssig baggrund, men ønsker at opnå flere erfaringer med naturpleje i praksis.

Vi er glade for at være med til at styrke de studerenes kompetencer og viden om praktisk naturpleje. Det at man med egen krop erfarer, hvad der skal til for at gennemføre et naturpleje projekt giver noget erfaring, som de studerende kan anvende i deres videre karriere, hvad enten de kommer til at skulle planlægge naturpleje projekter, organisere frivillige grupper til høslæt eller noget helt tredje,

fortæller forstfuldmægtig Morten Brown Stummann fra Naturstyrelsen Thy.

Summercampen er et samarbejde mellem Nationalpark Thy og Naturstyrelsen Thy, samt Thisted Kommune, der bidrager med udstyr og ekspertise til høslættet i Tved Plantage. Foruden det faglige indhold byder ugen også på social samvær på tværs af landsdele, masser af motion med lange cykelture og en kajaktur på Vandet Sø, samt en generel fortælling om områdets natur og kultur - fortalt af både af medarbejdere fra Nationalpark Thys og Naturstyrelsen Thy, men også af de frivillige i nationalparken.

Naturstyrelsen Thy takker de studerende og vores samarbejdspartnere for indsatsen.