200 år gamle ege bliver til vikingeskib

18-05-2017

undefined

I første halvdel af 1800-tallet blev der plantet en række egetræer, som var tiltænkt flåden, og derfor i daglig tale er kendt som flådeegene. Ingen forestillede sig dengang, at metal for længst ville have overflødiggjort træ som byggemateriale til skibe, og derfor har størstedelen af de gamle træer fået lov til at stå.

Nu skal to af flådeegene i Jægersborg Hegn alligevel fældes til det formål, som de oprindelig var tiltænkt. Vikingeskibsmuseum i Roskilde skal i gang med at rekonstruere et handelsskib fra vikingetiden og har i den forbindelse fået lov til at bruge egene til skibets planker.

 ”Det er sjældent, at vi fælder flådeege, og vi gør det nu for at kunne levere bæredygtigt dansk produceret træ til rekonstruktionen af et vikingeskib, som er vores særlige kulturarv. De to træer, der skal fældes, er nøje udvalgt på deres form og tykkelse, så de svare til den kvalitet og størrelse som vikingerne også brugte da de byggede skibe for 1000 år siden,” siger skovfoged Peter Søland fra Naturstyrelsen.

Skibsbyggerne i vikingetiden var dygtige håndværker, og de sørgede for at bruge de rigtige træer til det rigtige formål. Fra arkæologiske fund og andre kilder ved vi, at der blev bygget mange vikingeskibe dengang . Hvilket har været et vidnesbyrd om, at datidens skove var store og fyldt med gamle egetræer i den rette størrelse og form.

Når der blev plantet nye egetræer i begyndelsen af 1800-tallet, så var det fordi der var drevet rov på de danske skove, som på det tidspunkt kun dækkede omkring fire procent af Danmark.

Træ fra de gamle flådeege er tidligere blevet brugt til restaurering af gamle, historiske træskibe som fx Fregatten Jylland og er også brugt til rekonstruktion af vikingeskibet Havhingsten fra Glendalough.