Tyve taget på fersk gerning efter hurtig reaktion fra Naturstyrelsen

01-03-2017

Onsdag den 22. februar fik Naturstyrelsen stjålet to læs grus fra et lager på en p-plads ved Hampen Sø. Heldigvis blev tyveriet overværet af en lokal, der skulle lufte hund i hundeskoven ved Hampen Sø.

Rest af gruslager ved Hampen Sø

Onsdag den 22. februar fik Naturstyrelsen stjålet to læs grus fra et lager på en p-plads ved Hampen Sø. Heldigvis blev tyveriet overværet af en lokal, der skulle lufte hund i hundeskoven ved Hampen Sø.

Den lokale bruger af skoven var forundret over, at der blev læsset grus på en traktor og vogn, der ikke tilhører Naturstyrelsen, og at de samme køretøjer lidt senere blev brugt til at sprede grus i indkørslen til en nærliggende ejendom.

Hundelufteren kontaktede en af Naturstyrelsens ansatte, og der blev straks taget kontakt til politiet. Da politiet nåede frem til ejendommen, var der desværre ikke folk til stede, men gravemaskinen var der.

Politiet traf dog lidt senere to unge mennesker på adressen. Det viste sig, at de var hyret til at lave indkørsel for ejeren. De erkendte, at de havde hentet 2 læs grus fra p-pladsen ved Hampen Sø. De kan nu se frem til at skulle betale for gruset og modtage et bødeforlæg for selve tyveriet.

Jeg glæder mig over, at publikum giver Naturstyrelsen besked, når der sker noget mistænkeligt i statens skove, og jeg er meget tilfreds med, at Naturstyrelsens ansatte reagerer prompte ved en sådan henvendelse, siger skovrider Poul Ravnsbæk fra Naturstyrelsen Midtjylland.

Torben Bøgeskov

Naturvejleder