Vestskoven fylder 50 år
13-03-2017I løbet af 2017 vil Naturstyrelsen og en række organisationer markere Vestskovens runde fødselsdag den 7. maj, hvor der på Naturcenter Herstedhøje afholdes et stort arrangement med deltagelse af miljø- og fødevareministeren samt en række borgmestre fra kommunerne. Arrangementet afholdes samme dag som Skovens dag, og vi vil gerne invitere alle til at deltage enten som gæster eller som medarrangører.
Det skal fejres
»Naturstyrelsen og kommunerne har valgt at markere året ved et stort offentligt arrangement den 7. maj på Naturcenter Herstedhøje,« fortæller Kim Søderlund.
»På Skovens Dag den 7. maj mobiliserer vi så mange samarbejdspartnere og brugere som muligt. Miljø- og fødevareministeren samt borgmestre deltager mellem kl. 11 og kl. 12 og planter i den forbindelse syv træer. Selve arrangementet vil have aktiviteter med tilbud til borgerne mellem kl. 10 og kl. 15,« oplyser Kim Søderlund.
Han opfordrer alle til at komme og være med, og hvis man har lyst til at indgå som medarrangør, er man meget velkommen til at kontakte Naturstyrelsen. Man kan sende en mail til Naturstyrelsen Østsjælland på Obfuscated Email
Fødselsdagen vil i øvrigt blive markeret mange gange i løbet af 2017, eksempelvis vil Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Vandrelaug holde arrangementer i skoven, hvor de omtaler fødselsdagen.
Du kan læse mere om alt det, der kommer til at ske her: Vestskoven 50 år
