Sjælden edderkop fundet i Nordskoven

29-11-2017

Frivillige fra ”SKOVVÆRKET” fandt dødningehovededderkop i Nordskoven. Arten er tidligere fundet i Hårup Sande, men er generelt sjælden i Danmark. Derfor er det også særdeles værdifuldt når skovgæster har øjnene med sig og undrer sig. Når de så samtidigt meddeler Naturstyrelsen, at de har fundet noget er det ekstra værdifuldt, da vi så har mulighed for at tage hensyn til arten fremover.

Dødningehovededderkop (Philodromus margaritatus) – det lyder drabeligt, helt så slemt er det dog ikke, dyret er kun ca. 2 cm i benspand. Det er en art, der er sjælden, og når den sidder stille på en lavklædt stamme, er den da også nem at overse.

Edderkoppeeksperten Jørgen Lissner der fik forelagt billedet siger: ” Det er et usædvanligt fint eksemplar i en sjælden farvevariant. Det er en sjælden edderkop i Danmark, jeg kender kun arten fra de varme fyrrebevoksninger i området omkring Schoubyes Sø hvor der en del døende fyrretræer med løs bark og ret lysåbent som er optimalt for arten. Den følges af den lige så sjældne stor pukkelhjulspinder, som lever samme sted”.

Dyret blev fundet af ”SKOVVÆRKET, Dag- og beskæftigelsestilbuddet PH-Aktiv”. De har i en længere periode taget vare om vores fortidsminder, og var i gang med pleje på en gravhøj nær jernbanen.  Da de var færdige var en af dem opmærksom. 

”Hvad var det der sad på trøjen? ”spurgte Julie, der lige var ved at børste dyret af – havde det ikke været for en vis edderkoppeskræk. ”Hov, stop” udbrød Marianne, der er nysgerrig på edderkopper og andre smådyr. Så blev gruppen opmærksom på den smukke edderkop og sammen med deres arbejdsleder Lars Jørgen Grønbjerg gennemfotograferede de dyret, så det kunne bestemmes.

Fundet er sjovt i sig selv, men at de så samtidig sørger for, at Naturstyrelsen får meddelelse om fundet er flot. Naturstyrelsen har et ”pas på kort” med oplysninger om særlige arter og forhold der skal tages hensyn til under driften. Vi finder imidlertid ikke alt – langt fra – så vi er afhængige af at folk som SKOVVÆRKET er opmærksomme og nysgerrige når de færdes derude, og fortæller os hvad de finder.