Ny lejrplads med shelter i Femsølyng
16-11-2017I mange år har der eksisteret en lejrplads i den nordøstlige del af Femsølyng. Lejrpladsen som bl.a. har 2 små shelters og et bålsted er meget brugt, men desværre giver den også problemer i forhold til skovens naboer, som oplever gener fra parkerede biler og efterladt affald udenfor skoven.
Naturstyrelsen har derfor afsat midler til at omplacere den populære lejrplads. ”Vi vil meget gerne understøtte aktiviteter, som giver børn og unge muligheder for at opholde sig i naturen i længere tid”, siger naturvejleder Stella Blichfeldt fra Naturstyrelsen. Vi nedlægger derfor den nuværende lejrplads i nordenden af Femsølyng og opfører en ny i den sydlige ende, hvor der er gode parkeringsforhold og ingen naboer at genere. Lejrpladsen kommer til at ligge tæt på parkeringspladsen ved Varmingsvej, som er en sidevej til Hørsholm Kongevej. ”Vi bygger en rigtig stor lækker shelter, der har form som en halvcirkel, hvor der kan ligge en hel skoleklasse, hvis man stuver sig lidt sammen” siger Stella Blichfeldt. Her kan man ligge og kigge på bålet og stjernerne, inden man falder i søvn. Måske er man blevet godt træt efter et natløb i Rude Skov og mange timers hygge med madlavning over bål på lejrpladsen. Nattens lyde toner frem. Var det mon en ræv eller en ugle, der gav lyd fra sig? Lidt uhyggeligt, men ikke farligt. Bare rigtig, rigtig mørkt. Man kravler måske lidt længere ned i soveposen og mærker trætheden melde sig. Herefter bliver der også helt, helt stille. Dejlige oplevelser, som man aldrig glemmer og som er med til at styrke fællesskabet i klassen.
Femsølyng er et fredet område. En fredning er i imidlertid ikke en forhindring i forhold til at bruge naturen, når bare man passer på den. Naturstyrelsen har derfor søgt og fået en dispensation til at opføre det ny shelter. Lejrpladsen bliver helt færdigt i februar 2018. Det er muligt at booke lejrpladsen via hjemmesiden www.Udinaturen.dk, så man er sikker på at have den til sin rådighed.
Yderligere oplysninger:
Stella Blichfeldt, Naturstyrelsen, Hovedstaden, e-mail: Obfuscated Email, mobil 23730260