Undervisningen flytter ud i skoven

16-11-2017
  • halvtag, bålsted, fiskebro i Rude Skov bliver ny undervisningsramme

undefinedForvaltningen for Skole- og Familie og Naturskolen i Rude Skov og Rådvad har taget initiativ til at skabe en ramme for undervisning og børnehaveudflugter i Rude Skov. Udeskolerammen skal ligge på den gamle vandværksgrund ved Ebberød Dam i Rude Skov, hvor der i forvejen er en stor lysning lige ud til søen.  Stedet skal være ramme for undervisning i idræt, matematik, biologi, sløjd, hjemkundskab, ja faktisk alle fag, som kan beriges ved at undervisningen kan foregå i skoven. Hvad hedder f.eks. et bøgetræ eller en sø på engelsk?

Naturstyrelsen er gået med i projektet og har indhentet de forskellige myndighedstilladelser til at bygge halvtag og fiskebro i naturen. En sådan tilladelse indebærer myndighedstilladelser i forhold til planloven, skovloven og naturbeskyttelsesloven. Udeskolebasen finansieres af Rudersdal Kommune og Naturstyrelsen og er støttet af Udlodningsmidler fra Friluftsrådet og af AP Møller fonden.

 Alle er velkommen til at bruge pladsen, som forventes at være færdig til februar-marts i 2018. Ud over skoleklasser og børnehave vil foreningsaktiviteter, børnefødselsdage, motionsarrangementer også kunne få glæde af stedets faciliteter , udenfor skoletiden.

Når pladsen står færdig kan den forud reserveres på hjemmesiden Udinaturen.dk – samme sted, som man kan reservere større lejrpladser m.m. Hvis der ikke er optaget, er man velkommen til at bare at bruge stedet.

 Yderligere oplysninger:

Stella Blichfeldt, Naturstyrelsen, Hovedstaden, Obfuscated Email, tlf. 23730260