Rydning af rynket rose mellem Klitmøller og Hanstholm

04-10-2017

Forsøget med rydning af Rynket Rose med biorotor fortsætter med en ny maskine

I disse dage kan man opleve et syn som dette, hvis man kører mellem Klitmøller og Hanstholm

I disse dage arbejdes der med rydning af rynket rose på arealerne mellem Klitmøller og Hanstholm. Maskinen, der bliver brugt på disse arealer, er anderledes end sidste gang vi arbejdede med samme formål på Agger Tange - se tidligere nyhed. Maskinen er mere smidig og har mulighed for at tilpasse sig terrænet ved brug af en kranarm. Behandlingen vil bestå af to behandlinger, hvor man i den første vil knuse busken oven for jorden og i anden omgang gå dybere for at rive rødderne over nede i en dybde på ca. 15 cm.

Maskinen er fuldstændig nyudviklet til formålet, så både entreprenøren og vi er spændte på resultatet. Vi forventer at den øgede bevægelighed gør at behandlingen får en mere ensartet effekt, da maskinen i højere grad følger terrænformerne,

fortæller naturmedarbejder Kate Kronborg Holmstrand fra Naturstyrelsen Thy.

Rydningsprojektet er en del af LIFE projektet Sårbar natur langs vestkysten, der går ud på at genetablere den danske kystnatur. Projektet er et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Thisted og Ringkøbing-Skjern kommuner og EU Life Nature. Rydningsarbejdet er startet i denne uge og fortsætter to uger frem. Derefter starter lignende projekter længere mod syd i nationalparken.