Kom med på hjortebrølsture på Harrild Hede
19-09-201726. og 30. september inviterer Harrild Hedes Venner i samarbejde med Ikast-Brande Kommune og Naturstyrelsen Midtjylland på hjortebrølsture på Harrild Hede og i Nørlund Plantage

Fra midten af september og til midten af oktober er de midtjyske krondyr i brunst. De gamle hjorte forsøger hver især med deres lugt, brøl og fysik at holde et harem på så mange hundyr som muligt, som de kan parre sig med, så deres gener bliver videreført.
At høre hjortene brøle en tidlig morgen eller en sen aftentime i de vidtstrakte heder og plantager er en stor oplevelse, og antallet af danskere, der tager i skoven for at opleve krondyrbrunsten er steget markant de sidste år.
I uge 39 er der mulighed for at komme på hjortebrølstur på Harrild Hede og i Nørlund Plantage tirsdag den 26. september kl. 19:00 og lørdag den 30. september kl. 06:00. Begge ture starter fra Naturcenter Harrild Hede. Herfra går turen i privatbiler nordpå op over Harrild Hede til 2 stop i den centrale og nordlige del af Nørlund Plantage. Her er der mulighed for at lytte efter kronhjortene og måske få nogle af dyrene at se i kanten af de åbne hedeområder. Med udgangspunkt i sidste stop gås en kortere rundtur for om muligt at komme tættere på nogle af dyrene.
Turene arrangeres af Harrild Hedes Venner i samarbejde med Ikast-Brande Kommune og Naturstyrelsen Midtjylland. Turleder er blandt andre naturvejleder Torben Bøgeskov. Det er gratis at deltage.
Naturcenter Harrild Hede ligger på Fasterholtvej 36, 7330 Brande