Faciliteter målrettet børn med handicap indvies på Naturstyrelsens arealer
18-08-2018En kørestolsegnet oplevelsessti og et bålsted i kørestolshøjde er nogle af de nye faciliteter, der indvies i Bidstrup Skovene lørdag den 18. august

Naturstyrelsen og Red Barnet har i fællesskab skabt mulighed for, at børn med handicap får bedre mulighed for at opleve naturen på lige fod med andre børn. Samarbejdsparterne har i Bidstrup Skov ved Lejre som et eksempelprojekt, udviklet et multifunktionelt uderum i sammenhæng med en oplevelsessti med kørestolsegnet belægning. ”Det er vigtigt for Naturstyrelsen, at alle, der har lyst til at opleve naturen, får mulighed for det. Bidstrup Skovene er en del af Nationalpark Skjoldungernes Land, og at børn med funktionsnedsættelse nu har mulighed for at tænde bål og overnatte i en rigtig nationalpark er stort” udtaler skovrider Jens Peter Simonsen fra Naturstyrelsen Vestsjælland. Børn med eksempelvis funktionsnedsættelse vil kunne opleve en tur over en sikret bro og en slynget sti gennem det kuperede landskab, inden det overdækkede uderum nås. Bliver man træt undervejs, kan man halvvejs hvile sig på en bænk, mens man kigger på naturen. Uderummet er udviklet af Red Barnet og Handicapidrættens Videnscenter, og indeholder blandt andet et bålsted i kørestolshøjde samt et shelter til hvil eller overnatning. Uderummet vil udgøre en ny base for Skjoldungeklubben i Lejre, der henvender sig til børn i alderen 5 – 12 år med handicap og deres familier. Klubben er et samarbejde mellem Red Barnet, Handicapidrættens Videnscenter og Lejre Kommune. Når faciliteterne ikke bruges af Skjoldungeklubben, vil de være tilgængelige for alle brugere. Kavli Fondet, Roskilde Foreningen, Nationalpark Skjoldungernes Land, Lejre Kommune og Naturstyrelsen har doneret pengene til faciliteterne.