Pas på de kødædende planter!
13-08-2018Gederne har nu græsset i Vejlbo Mose i en årrække. Nu ser vi et konkret resultat deraf: en lille kødædende plante er dukket op.
Soldug er små og trives derfor bedste på åbne næringsfattig bund
Naturstyrelsen Søhøjlandet etablerede for nogle år siden et hegn rundt om søen i Vejlbo Mose så området kunne græsses.
Formålet var at hæmme trævæksten og fremme dværgbuske og andre lave planter. Græsningen er sket med geder, der har været meget populære hos publikum, men har det også gavnet den ønskede plantevækst? Uden meget nøje undersøgelser kan det være svært at sige absolut, men nu har vi et kraftigt indicium på at det virker.
Vi har genfundet den kødædende plante soldug i mosen. Soldug er tidligere fundet i området, men ikke de seneste ca. 20 år. Under et tilsyn for nyligt stødte naturvejleder Jan Kjærgaard på et område hvor planten groede i større antal. Stedet er et af de punkter hvor vi ofte er kommet i mosen, så planten er givet ikke overset, men må være genetableret.
Soldug er en af de små planter der netop gror i næringsfattige åbne moser, og dens tilstedeværelse er et godt tegn på at plejen virker.
Soldug er kødædende men både gæster og geder kan være ganske trygge. Den er ikke ret stor og byttet er typisk små insekter og edderkopper, ikke store behårede væsener.