Trappen op til Isbjerg i Tved Plantage har været udsat for omfattende hærværk

22-08-2018

Natten til onsdag har en eller flere personer kørt en bil ned af trapperne og forårsaget store ødelæggelser på trappen

På billedet kan man se nogen af skaderne på trappen op til Isbjerg i Tved Plantage efter hærværket

Trappen til Isbjerg i Tved Plantage har natten til onsdag haft besøg af en vovehals i bil, som har kørt nedad trapperne. Der er skader på flere trappetrin og tydelige spor efter ræs i skoven.

At køre bilræs i skovene er ikke tilladt og totalt uacceptabelt, da det sker til stor fare for både dyrelivet og andre skovgæster,

siger skovrider Ditte Svendsen og tilføjer:

De ødelæggelser, der er sket på trappen op til Isbjerg, skal nu udbedres. Vi er nu ved at få overblik over omfanget af skaderne og dermed, hvor meget det vil koste at få repareret trappen.

Naturstyrelsen Thy har politianmeldt episoden og øger nu opsynet i området. Derudover modtager Naturstyrelsen Thy gerne oplysninger, såfremt forbipasserende har observeret noget usædvanligt i området natten til onsdag den 22. august. Oplysninger bedes sendt til Naturstyrelsen Thys hovedpostkasse: Obfuscated Email.

Kontakt

Ditte Svendsen

Skovrider