Hård frost og naturpleje
23-02-2018Det er rigtig blevet vinter med masser af kulde, men endnu ikke med sne på buske og træer.
”Vi kalder det barfrost, når det som nu er isnende koldt, og der ikke er nogen sne til at holde jordbunden frostfri.
Barfrost er efterhånden et sjældent fænomen i Danmark, og vi har savnet det lidt, da det giver nogle helt specielle muligheder for at udføre plejetiltag på nogle af vores mere følsomme arealer!” fortæller skovfoged Jens Juelstorp fra Naturstyrelsen.
Her i Sækken skal der nu ryddes for små træer og buske
Barfrost giver ofte en unik mulighed for at komme ud på arealer, som normalt ikke er til at færdes i. Det skyldes, at den hårde frost uden en beskyttende dyne af sne hurtigt fryser jordbunden hård som et betongulv, så den er sikker at færdes på, og der er derfor mulighed for at få et overblik over, hvor der bør sættes ind med pleje, og hvis frosten holder ved, kan man endda udføre arbejdet nemt og skånsomt uden at skulle bruge masser af ressourcer på at komme frem og også på at udføre selve arbejdet.
Jens Juelstorp og hans kolleger i Naturstyrelsen vil derfor udnytte chancen, og udføre noget naturpleje i Sækken i den skov, der hedder Ryget Skov.

Jens juelstorp forklarer, at ”Sækken nærmest kan beskrives som en fjordarm, der stikker ind fra Farum Sø. Sækken er et helt unikt naturområde, hvor levende og døde træ og buske står mellem hinanden inde i en nærmest ufremkommelig sump eller mose. Der er et hav af dyr og planter, som er helt unikke for netop den naturtype, og der er selvfølgelig fred og ro. Den inderste del af Sækken har dog været holdt fri for træer og buske, så der her er en mægtig rørskov, og det er netop denne rørskov, som nu skal plejes, så den bliver ved med at være en tæt rørskov.
Med tiden vil forskellige buske og småtræer skyde frem, og hvis vi ikke fælder dem, vil de til sidst overtage arealet fuldstændigt, og det synes vi er en skam, da der netop i sådan en rørskov er tilknyttet en hel masse arter, som nærmest kun findes her. Tænk bare på alle de fuglearter, som netop hedder noget med rør - rørdrum, rørsanger, rørhøg, rørhøne og rørspurv!” uddyber Jens Juelstorp fra Naturstyrelsen.
Når vi fælder de små træer og buske giver vi samtidig ynglefuglene rigtig fine muligheder for at få succes med deres bestræbelser. De små buske er nemlig gode observationsposter for krager og skader, så de nemt kan finde ynglefuglenes reder, og det betyder, at det nu er på høje tid, at vi får gjort noget!” understreger Jens Juelstorp. ”Ynglefuglene forsvinder nemlig fra sådan et område, hvor de ikke kan have deres reder i fred, og det er lige præcis det, vi gerne vil undgå!” Slutter Jens Juelstorp.
Alt det fældede træ bliver klippet i småbidder og efterladt til naturlig nedbrydning, som ikke tager lang tid i det fugtige miljø. Arealet der skal plejes udgør ca. 5 ha, hvilket svarer til 10 fodboldbaner.