Udsigtspavillon i Svanninge Bakker

13-02-2018

I Svanninge Bakker, tæt ved talerstolen, er der her i januar blevet opført en udsigtspavillon tegnet af kunstneren Camilla Berner.

I anledningen af Faaborg Kunstmuseum´s nye udstilling ”Jordforbindelser, hvor Camilla Berner er blevet inviteret til at tilføre landskabsmaleriet en nutidig vinkel. Hun har ladet sig inspirere at den gamle udsigtspavillon, som museets stifter, Mads Rasmussen lod opføre i 1913 og som var tegnet af maleren Peter Hansen. Den oprindelige udsigtspavillon blev revet ned i 1979, da den var i meget dårlig forfatning.

 

Camilla Berner har valgt at bygge pavillonens skelet i genbrugstræ og tække taget med gyvel fra Svanninge Bakker. Gyvlen trives i området bl.a. på grund af de stadig færre kolde vintre, som ellers holder planten i ave. I følge Camilla Berner er gyvlen da også et billede på de naturforandringer, der sker i området.

 

Udsigtspavillonen vil stå i Svanninge Bakker frem til maj måned, hvor udstillingen ”Jordforbindelser” slutter.