Mountainbikesporet i Vandet Plantage er blevet opgraderet og afmærket

10-07-2018

Thy Sporlaug og Naturstyrelsen Thy har renoveret og afmærket mountainbikesporet i Vandet Plantage

Thy Sporlaug og Naturstyrelsen Thy har siden det tidlige forår 2018 arbejdet på at renovere og opgradere mountainbikesporet i Vandet Plantage. Det arbejde har nu resulteret i et mountainbikespor af middel sværhedsgrad, men hvor der også er udfordringer til den øvede MTB rytter i form af hop og stejle nedkørsler. Sporet er markeret med farvede pile, der angiver retning og sværhedsgrad efter Dansk Cykle Unions retningslinjer.

Thy Sporlaug har endnu engang lavet et rigtigt fint arbejde, som er med til at øge kvaliteten af de MTB spor der ligger omkring Vandet Sø i henholdsvis Vilsbøl, Vandet og Tvorup plantager. Sporet i Vandet Plantage er ikke blevet udvidet med loops i noget særligt omfang, men kvaliteten af det eksisterende er blevet forøget, og der er blevet lavet mulighed for tilvalg af nogle tekniske svære udfordringer for den øvede MTB rytter,

fortæller forstfuldmægtig Morten Brown Stummann fra Naturstyrelsen Thy.

Det arbejde vi har lavet på MTB sporet i Vandet Plantage har til formål at gøre sporet mere farbart når det er vådt i vintermånederne. Vi har forsøgt at gøre dette, samtidigt med at sporet stadig fremstår naturligt og ikke som et decideret anlæg i skovnaturen,

fortæller Rasmus Bülow Pedersen fra Thy Sporlaug, der er medlem af sporlauget bestyrelse og har været en af drivkræfterne bag renoveringen af MTB sporet i Vandet plantage, og fortsætter:

Vi havde stor succes med at arrangere en stor arbejdsdag med tilmelding i starten af juni måned. Fremmødet var stort og der blev lavet et stort stykke arbejde. Vi har dog fortsat brug for opbakning til sporlaugets arbejde når turen kommer til en renovering af Tvorup plantage efter sommerferien. Alle med interesse for MTB er velkommen til at møde op til disse arbejdsdage.

Det fulde forløb af mountainbike sporet kan ses på styrelsens hjemmeside på Udinaturen-kortet, hvor man under beskrivelsen af sporet snarest vil kunne finde den nye folder "På mountainbike i Vandet Klitplantage". Bagsiden af folderen viser et detaljeret kort over ruteforløbet og sværhedsgraden. Folderen er lavet i A4 og er egnet til udskrift på en almindelig printer.

Kontakt

Morten Brown Stummann

Forstfuldmægtig