Kafferister rykker ind på Rytterknægten

22-06-2018

Naturstyrelsen Bornholm har fundet en ny forpagter til kioskbygningen på Rytterknægten. Mitch Rodel vil tilbyde kaffe fra eget kafferisteri og lokale lækkerier på Bornholms højeste punkt.

Mitch Rodel glæder sig til at åbne på Rytterknægten med kvalitetskaffe og andre lækkerier. Foto: Naturstyrelsen.

Efter Naturstyrelsen Bornholm i sidste uge bad alle, der havde en god ide til en forretning i styrelsens bygning på Bornholms højeste punkt, om at henvende sig, er det gået hurtigt.

”I løbet af få dage fik vi en lille håndfuld henvendelser og stod i den glade situation, at der var flere meget entusiastiske potentielle forpagtere, som alle havde spændende bud på, hvordan man kunne bringe bygningen i spil. Valget faldt på Mitch Rodel, fordi han ønsker at udvikle stedet til at blive en skovcafe med bjerghyttetema i stedet for en kiosk og fordi han har mod på at forsøge sig med at have åbent i vinterhalvåret, selv om vores aftale ikke kræver det,” siger fuldmægtig Jill Notlev, Naturstyrelsen Bornholm.

Mitch Rodel er oprindelig fra Schweiz og driver Delux Kaffe Kompagniet – Bornholms Risteri. Mange bornholmere vil nok kende ham fra boden på Store Torv i Rønne og den mobile, sorte kaffebar. Han går i gang med at indrette sig i bygningen med det samme, og regner med at være klar til at åbne senest 1. juli.

”Omdrejningspunktet bliver den gode, friskristede kaffe, men jeg vil også gå i dialog med forskellige lokale producenter for at kunne tilbyde andre lækkerier i god kvalitet – slik, kager og måske lokalt brygget øl. På lidt længere sigt vil jeg også gerne tilbyde en signaturret, nemlig den schweiziske specialitet Raclette, som er smeltet schweizisk ost med tilbehør,” fortæller Mitch Rodel, som også vil markere skiftet til skovcafe med bjerghyttetema ved at ændre navnet fra Rytterknægtskiosken til Cabin Delux.

Mitch Rodel vil også gerne udnytte det potentiale, der er i de mange mountainbikere, som besøger mountainbikesporene ved Rytterknægten. Han kører selv mountainbike og vil forsøge sig med særlige forplejningstilbud henvendt til cykelfolket, og evt. med udlån af praktiske ting som luftpumpe og værktøj.

”Jeg elsker at færdes i området omkring Rytterknægten og Ekkodalen, så jeg glæder mig meget til at arbejde her. Jeg ser det ikke udelukkende som et sæsonkoncept – jeg vil også forsøge mig med at åbne stedet om efteråret og vinteren, og jeg vil holde åbent mange flere timer om dagen i højsæsonen, end man har været vant til,” slutter Mitch Rodel.