Der plantes til lærkesang i Slotved Skov

15-06-2018

"Er du dus med himlens fugle"....

Plantning i lerjord ved Slotved Skov

Sådan sang Poul Reichhardt i den danske film Vagabonderne på Bakkegården fra 1958

Nu skriver vi 2018, og netop nu er det ikke vagabonder, der synger, men derimod fire meget dygtige skovarbejdere fra Naturstyrelsen, der selvfølgelig også er dus med fuglene.

Med en traktor som drivkraft sidder de tre på række bag på en særlig plantemaskine. Maskinen benyttes til at sætte mange nye planter i jorden på de åbne arealer omkring Slotved Skov, som de fleste kender. Traktoren køres af den fjerde, som hele tiden må passe på, at holde kurs og fart, så planterne kan blive fordelt ligeligt.

Der plantes hovedsageligt blandet løvtræ med et meget stort indslag af blomstrende buske, og det er en kunst, at få sat den rette plante på det rette sted. Men det er ingen sag for de skarpe skovarbejdere, der oven i købet får et lille bip af maskinen, når de skal sætte planten i jorden.

På videoen indsat nedenfor kan du se hvordan planteprocessen foregår - og du kan oven i købet også høre lærken ovenover.

Plantningen vil foregå over de næste fjorten dage, og når maskinen stopper, skulle der gerne være sat godt 30.000 planter i den Sindalske ler.