Ny ankomstplads, skovlegeplads og motionsbane ved Skodsborg Station!
03-11-2018Rudersdal Kommune, Naturstyrelsen, Kurhotel Skodsborg og DSB har længe arbejdet sammen på at skabe et aktivt udgangspunkt for leg, motion, natur- og kulturoplevelser ved Skodsborg Station og i Jægersborg Hegn. Nu er de sidste brikker ved at falde på plads.

En undersøgelse som Friluftsrådet offentliggjorde i sommers viser, at børn mellem 2-15 år kommer halvt så meget ud i naturen, som deres forældre og bedsteforældre gjorde. For at sætte fokus på skoven, som legeunivers og gøre det overkommeligt for alle at komme ud i naturen, bliver der over vinteren opført en skovlegeplads og en bilfri ankomstplads ved Skodsborg Station. Man kommer nemt hertil med toget og på en ny stor skovparkeringsplads er der plads til mange biler.
Naturen og kysttoget
På legepladsen vil der være legefaciliteter i små klynger i bøgeskoven, helt tæt på stationspladsen. Tre små picnicpladser med bålsteder, vil indgå som en del af legepladsen, som udføres i et design, der er indpasset i skovmiljøet. Der bliver lagt op til leg om de enevældige kongers parforcejagter, som på dramatisk vis har fyldt skoven og sat sig præg på landskabet, den dag i dag. Stationens storhedstid mindes ved et skønt lille lokomotiv, som skovens dyr har overtaget. Mindst lige så meget leg vil foregå rundt om i skoven, som byder på oplevelser året rundt og man kan fortsætte videre på opdagelse til Bøllemosen.

Sej motionsbane
En motionsbane for unge og voksne bliver opført i en lille skovtrekant mellem Skodsborgvej og Bøllemosevej og tæt på skovparkeringsplads. 25 forhindringer, forbundet af en sti vil styrke puls og muskler for dem, som har lyst. Motionsbanen finansieres og vedligeholdes af Kurhotel Skodsborg i samarbejde med Naturstyrelsen. Banen er offentlig tilgængelig og forventes at blive meget populær. Flere gang i løbet af året vil Kurhotel Skodsborg lave mere konkurrenceprægede arrangementer, med åben tilmelding.
Plads til ankomst
Stationspladsen lukkes for biler og renoveres. Rudersdal Kommune har etableret ny skråparkering langs Bøllemosevej, så der er tilstrækkelig med parkeringspladser. På stationspladsen mødes man før turen i skov eller slår sig ned med forskellige aktiviteter ved den smukke stationsbygning. Pladsen indrettes med affaldsbeholdere og på sigt også med offentlige toiletter.
Fremtidsmuligheder
DSBs storslåede stationsbygning har stadig tomme lokaler til udleje og det kunne være oplagt om de kom i spil i forhold til de nye aktiviteter på stedet. Det kom der mange ideer til på et tidligere borgermøde, såsom café, udstillinger, cykeludleje, grejbank til skoleaktiviteter, skovbørnhaver, garderobeskabe til når man skal ud og løbe, klubhus for sportsklubber, loppemarkeder, events m.m. Det er spændende, om det kan gå i opfyldelse.

Skovlegepladsen ved Skodsborg er nu færdig
Mens motionsbanen i skoven og den ny opholdsplads ved stationen stadig er under etablering, er skovlegepladsen til gengæld færdig.
Legepladsen er sikkerhedstjekket efter gældende regler, og byggeskilte og afspærring er fjernet.
Det er derfor tilladt at smugprøve legepladsen, inden den officielle indvielse, som vil foregå engang i juni måned, når alle 3 projekter er færdige.
Yderliere oplysninger kontakt: Stella Blichfeldt Obfuscated Email