Jagt- og Fiskedag 2018 ved Vandet Sø

01-10-2018

Alle er velkomne til en oplevelsesrig dag ved Vandet sø med aktiviteter indenfor jagt, fiskeri og friluftsliv

Arkivbillede af en demonstration af en schweisshund ved en tidligere Jagt- og Fiskedag

Naturstyrelsen Thy og Danmarks Jægerforbund inviterer til Jagt- og Fiskedagag 2018 søndag den 14. oktober kl. 10-15 ved Vandet Sø i Vilsbøl Plantage. På dagen kan du være med til at opleve, hvordan naturen kan være et stort spisekammer. Der vil blive tilberedt vildtkød over bål, og der er mulighed for masser af smagsprøver. På dagen vil der også være svampesamlere og snapsebryggere, der gerne vil give deres viden om naturens skjulte skatte fra sig.

Vi afholder denne dag, for at vise hvordan jagt og fiskeri foregår. Vi ser det som en måde at benytte de ressourcer naturen tilbyder os, og ønsker at vise, at det er ligeså naturligt at fange fisk og nedlægge vildt, som det er at samle svampe og plukke bær,

fortæller vildtkonsulent Tommy Hansen fra Naturstyrelsen Thy og tilføjer:

Som noget nyt har vi i år fået en falkoner til at komme på dagen og fremvise, hvordan at arbejdet med falken foregår.

På dagen vil der også være mulighed for at prøve kræfter med lerdueskydning, skydesimulator samt jagtbue. Der vil være mulighed for at afprøve sine færdigheder med en fiskestang i Vandet Sø og lære tips og tricks til fiskeri under kyndig vejledning fra de lokale lyst- og sportsfiskere. Du har også mulighed for at udfordre dig selv med mere avancerede fiskemetoder som spinne- og fluefiskeri. Derudover kan du opleve hvordan jagt- og schweisshunde arbejder i et tæt samarbejde mellem jæger og hund.

Dagen vil være lærerig for både børn og voksne, der gerne vil blive klogere på naturens mange muligheder. Naturstyrelsen Thy og Danmarks Jægerforbund håber at se mange af jer til en god dag i naturen.

Se plakaten for arrangementet.