Tre forslag til Efterårsferien i Slotved Skov
11-10-2018Efterårsferien står for døren, og der er masser af muligheder i f.eks. Slotved Skov
Krondyr nyder efteråret i Slotved Skov (Foto: Thomas Retsloff - Naturstyrelsen)
Nyt shelter opsat ved P-pladsen ved Astrupvej
Det lille shelter, der er placeret tæt på den store parkeringsplads på Astrupvej er nu næsten færdigt. Der mangler blot at blive lagt tagpap på, men indtil da, er det forsynet med en tyk presenning, så man kan godt sove i shelteret uden at få våde tæer.

Det sidste arbejde vil dog være færdigt inden efterårsferien, så man evt. sammen med sin familie kan prøve at overnatte her.
Det er kun i shelteret, man må overnatte - man må således ikke slå sit telt op og sove i det. Frie telningsområder kan findes på udinaturen.dk
Efterårsfarverne begynder at gløde

Det er nu, der bliver farvefest for alvor i Slotved Skov. De mange løvtræer har stadig mange blade, og nu begynder efteråret, at vise sin store farvepragt. Det er oplagt, at tage vandrestøvlerne på i efterårsferien og drage ud igennem det storslåede landskab i området. Maden kan laves over åben ild på bålpladsen ved madpakkehuset, mens man er omgivet af alle efterårets smukke farver. Er man kørestolsbruger eller dårligt gående, er det også muligt at komme rundt ad den nyligt anlagte handicaptilpassede granit-sti, der starter ved toiletbygningen på P-pladsen.
Hjortene er stadig i brunst og ret nemme at se
Dyrehavens tre hjortetarter er også gået i efterårs-mode. Krondyrene er ved at have overstået deres brunst, men Dådyrene er netop begyndt deres netop nu. Begge hjortearter bærer fantastiske og imponerende gevirer. Kronhjortene vil først kaste deres gevirer i slutningen af marts næste år, og dåhjortene følger efter i maj måned.
 copy.jpg)
Kronhind ser nysgerrigt til i Slotved Skov (Foto: Thomas Retsloff - Naturstyrelsen)
Råvildtet holder sig lige nu lidt mere skjult, mens de skifter fra sommerens tynde, røde pels til vinterens mere grå og tykkere frakke. I løbet af vinteren vil de samles i mindre flokke, kaldet "spring". Så er de nemmere at få øje på.
Husk at holde god afstand til dyrene, du betragter.