Naturplejedag i Jydelejet på Møn
11-09-2018Årets naturplejedag i Jydelejet på Møn er søndag d. 23. september 2018 kl. 10 - 15
Vær med til at gøre området lækkert for orkideer!
Orkidéerne skal plejes.
”Selv om sommeren har været tør, og orkidéernes blomstring har være mere sparsom end ellers, så har urter, træer og buske alligevel groet i Jydelejet”, fortæller skovfoged H.C. Gravesen fra Naturstyrelsen Storstrøm og fortsætter: ”Du kan igen i år deltage i naturplejedagen på det fineste orkidévoksested. Vi glæder os til en hyggelig dag, hvor der skal slås med le og "høet" skal rives væk, så forholdene for de mere nøjsomme overdrevsurter forbedres og der kan blive endnu flere orkidéer."
Der er mulighed for at låne en rigtig "prof" le, og du kan også få instruktion i at bruge den rigtigt.
En del af hyggen er, når vi spiser frokost sammen i det grønne. Du medbringer selv frokostkurven, mens arrangørerne byder på sodavand, kage, kaffe og the.
Arrangører: Græsningsforeningen Høje Møn, Danmarks Naturfredningsforening Vordingborg, GeoCenter Møns Klint, Vordingborg Kommune og Naturstyrelsen Storstrøm.
Mødested: P-pladsen ved Jydelejet, Langebjergvej 1, 4791 Borre
Medbring: Frokost, praktisk tøj, solidt fortøj, arbejdshandsker og følgende redskaber, hvis du har: Le og rive.
Arrangementet er gratis.
