Ny bro over Jyllingevej på vej – endelig!

25-09-2018

Langt om længe sker der noget. Efter flere års ventetid og komplikationer starter byggeriet af den planlagte nye bro over Jyllingevej. I 2015 blev arbejdet igangsat af Naturstyrelsen, men stoppede igen, da det viste sig at den ene af brofundamenterne lå oven på en stor vandledning, som ikke umiddelbart var til at flytte. Vandledningen, der er en af Københavns hovedvandforsyninger, lå ganske enkelt ikke hvor den skulle ifølge ledningsregisteret.

”Det har været en svær fødsel, men broen er nu blevet flyttet lidt og tilpasset, så den kan stå mellem vandledninger og elkabler”, fortæller Ole Ejlskov Jensen, som er chefkonsulent i Naturstyrelsen, og forsætter. ”Vi har haft pungen oppe igen, tilpasningen og reprojekteringen har fordyret broen med ca. 25 %, så den samlede pris nu er 20 millioner kr. Befæstningsprojektet og Rødovre Kommune har heldigvis fundet den nødvendige finansiering, så vi kan færdiggøre byggeriet.

Den nye 212 meter lange bro vil forbinde Voldgaden, som løber langs hele Vestvolden, så gående og cyklister kan komme sikkert over Jyllingevej. Det er blevet en meget populær cykelrute for pendlere, samt besøgende der vil opleve det fredede fortidsminde Vestvolden.   

Partnerskabet bag projektet består af Realdania, Naturstyrelsen,Kulturstyrelsen.
Opførelsen af broen sker med økonomisk støtte fra Vejdirektoratets Cykelpulje, og Rødovre kommune.