Gravlevdalen - 10 år efter

16-08-2019

Det er nu 10 år siden at Lindenborg Å blev lagt tilbage i sit gamle forløb - midt i ådalen - på strækningen nedenfor Rebild Bakker i stedet for at forløbe i en lige kanal ved foden af Voldbjerg.

Kom med på guidet tur onsdag, den 21. august kl. 18.30.-21.00, hvor skovrider Bendt E. Andersen, Naturstyrelsen Himmerland og vandløbsbiolog Hans Heidemann Lassen vil tage jer med på tur i Gravlevdalen. 

I Gravlevdalen for foden af Rebild bakker afsluttede Naturstyrelsen i 2010 et naturprojekt, som har øget naturværdierne og ikke mindst oplevelsesværdierne i området markant. På turen vil vi både se på ådalen fra den nye sti over Lindenborg Ås nye løb til kilderne og kildebækkende i dalsiderne og på landskabet i bakker og hvordan naturen her plejes af hensyn til naturværdierne.

Vi vil på turen vise frem og fortælle om området og projektets betydning for natur- og miljøforhold. Vi vil tillige se på, hvordan naturen fortsat udvikler sig efter projektets afslutning. 

Mødested: P-pladsen 300 m nordøst for Rold Storkro ad vejen mod Rebild. (Rebildvej, 9520 Skørping)

OBS: Gummistøvler eller kraftige vandrestøvler anbefales, da vi skal helt ned til åen og kilderne.