Race For Oceans på Rømø Strand

15-08-2019

Naturstyrelsen tog tirsdag den 13. august imod Race For Oceans, en begivenhed der skal sætte fokus på maritimt affald.

Race For Oceans har dette budskab: Verdenshavene og deres beboere er udfordret. Livet i havet har en essentiel værdi for alle mennesker og det skal vi i fællesskab forsøge at bevare og bringe videre til næste generation.
Race for Oceans ønsker at øge fokus på dette budskab. Som den olympiske ild – bringes budskabet via én depeche fra Sylt til Skagen langs Vestkysten. Depechen transporteres af mennesker med forskellige baggrunde i vand eller på stranden – naturens linjer sætter rammen for aktiviteterne. Alle mennesker med passion for havet kan deltage i Race for Oceans.
 
25 frivillige var mødt op på Sønderstrand på Rømø klar til at give en hånd med opsamling af affald på stranden. Det blev til en trailerfuld efter et par timers arbejde. Typisk for det affald der findes på stranden, er det en blanding af flodskarn og affald fra strandgæster, så denne gang var der også vatpind, cigaretskodder, balloner, plastflasker og en enkelt palle.

Race for oceans fortsætter nordpå og lander efter planen i Skagen den 22. august 2019.

Du kan se flere billeder og finde information om samarbejdspartnere mm. her:  http://raceforoceans.org/

 

 

Anders Hauge Rahbek

Skovfoged
Naturstyrelsen Vadehavet