Hyggelige og uhyggelige huledyr

Bornholm - ikke mindst Almindingen, Slotslyngen, Hammerknuden og Rø Plantage, har et kuperet klippelandskab med et hav af naturlige huler. De benyttes af mange dyr.

De fleste klippehuler på Bornholm er utilgængelige og alt for små til, at mennesker kan komme ind i dem. Men det kan en masse smådyr, og de gemmer sig i de kolde måneder for at overvintre dybt inde i hulerne. Og den store grotteedderkop lever dér hele sit liv.

Foruden de naturlige klippehuler bliver  uopvarmede, mørke kælder, lukkede jættestuer, lukkede rum i ruiner, gamle stenbrønde og lignende også brugt af huledyrene. Et af stederne er den mørke hule under stentrappen i Kongemindet på Rytterknægten, der med sin beliggenhed 162 meter over havniveau er det højeste punkt i Danmark uden for Jylland.

Grotteedderkop men ægspind i baggrunden. (Foto: Michael Stoltze).

Året rundt holder den store, kastanjebrune grotteedderkop til under trappen. Der er som regel mange, og man ser tit de smukke, hvide, dråbeformede ægspind hænge i loftet. De er godt to centimeter lange, og hvis edderkoppen er heldig, kan der komme op til 300 edderkoppeunger ud af ægspindet. Størstedelen af dem forlader hulen for at gå på opdagelse efter andre huler, hvor de kan slå sig ned i nærheden. Kroppen på en stor, udvokset grotteedderkop kan nå en længde på omkring halvanden centimeter, og benene kan spænde over cirka fem centimeter, så det er én af Danmarks største edderkopper. Den kan blive mindst tre år gammel. Grotteedderkoppen blev i 2012 hædret med hele to fine titler: "Årets edderkop i Europa" og "Årets huledyr".

Fire husmoderugler i Kongemindet. (Foto: Michael Stoltze).   

Den mærkelige husmoderugle yngler ikke i Kongemindet, men søger tilflugt dér året rundt. Der sidder tit mange på undersiden af de kolde trappesten i mørket. De kan ligefrem sidde næsten oven på hinanden. Om foråret flyver de ud i natten, parrer sig og lægger æg på pil, som larven lever på i maj-juni. Biologer er meget i tvivl om husmoderuglens afstamning. Den er meget speciel og måske beslægtet med en gruppe natsværmere, der kaldes vampyrer, fordi enkelte arter kan finde på at suge blod fra pattedyr. Faktisk breder én af de blodsugende arter - Calyptra thalictri - sig for tiden fra øst. Den har etableret sig i Sverige og forventes snart at dukke op i Danmark.

Om vinteren træffes endnu to sommerfugle under trappen: Dagpåfugleøjen og den store vrietornmåler.

Dagpåfugleøje i Kongemindet i november. Undersiden er silkeglinsende koksgrå i stærk kontrast til dens strålende overside. (Foto: Michael Stoltze). 

Med sine fire, store flotte "øjne" på vingerne er den almindelige dagpåfugleøje velkendt i haverne, hvor den blandt andet besøger sommerfuglebuske flittigt. Men vinteren tilbringer den i dvale i klippehuler, kældre, hule træer, brændestabler og mange andre kolde, tørre og mørke steder. Selv om det er mange graders frost, bevæger de sig, hvis de bliver forstyrret i hvilen. De slår vingerne ud og gnider dem mod hinanden, så der fremkommer en hvæsende lyd - omtrent som fra en slange. Lyden får spidsmus, flagermus og andre rovdyr til at flygte.

Om foråret flyver dagpåfugleøjerne ud fra deres huler for at parre sig og lægge æg på brændenælder, som er værtsplante for ikke mindre end fem af Danmarks smukkeste sommerfugle. Efter en larve- og puppetid på to-tre måneder dukker nye, fine dagpåfugleøjer op i juli, og en del sætter sig ind i hulerne allerede i august.

Den store vrietornmåler er til gengæld nok ukendt for de fleste. Det er en stor måler med et vingefang på godt fire centimeter. Som alle målere, bevæger dens lange, slanke larve sig fremad ved at strække forkroppen, gribe fat med benene, løfte bagenden med de fire gangvorter, krumme kroppen sammen som en løkke, gribe med bagendens gangvorter lige bag benene, strække forkroppen og så videre. Det ser ud, som om larven måler underlaget, når den bevæger sig fremad. Deraf navnet målere.

Vrietornmåleren er lidt af et paradoks. Med sine silkeagtige, tynde og brede vinger skulle man ikke tro den i stand til at leve i op til ni måneder. Men det gør den. Den tilbringer over et halvt år i hulen og flyver først ud i april, hvor den søger nektar på pilerakler og lægger æg på tørstetræer eller vrietorn. Det er en fåtallig eller sjælden sommerfugl i det meste af Danmark, men på Bornholm er den ret almindelig. Måske fordi der er mange gode overvintringssteder i klippelandskabet.

Bechsteins flagermus - "grimlingen fra Ekkodalen".  (foto: Michael Stoltze).

Ud over huledyrene i Kongemindet, overvintrer flagermus i huler. Almindingen er det sted i Danmark, hvor der er registreret flest arter af flagermus - 13 af landets 17 arter. En af dem er den langørede Bechsteins flagermus, der er internationalt sjælden og i Danmark kun er fundet på Bornholm, hvor der er en ikke helt lille ynglebestand i landskabet omkring Ekkodalen. De små flagermus bruger formentlig især hule træer, men kan kile sig ind i ganske smalle sprækker og benytter nok også dybe klippegrotter som overvintringssteder. Ved hjælp af kasser, der efterligner hule træer, er det lykkedes forskere at registrere og fotografere arten samt påvise, at den yngler. Den er som alle flagermus fredet og må kun fanges kortvarigt med særlig tilladelse, hvorefter den skal slippes fri igen.

Klippehuler med overvintrende dyr er et særkende for Bornholm. Samtidig bidrager Naturstyrelsens stadig større arealer med urørt skov og næsten urørt biodiversitetsskov, hvor de fleste træer får lov til at stå og blive gamle og hule og til sidst dø og falde naturligt hen, til, at huledyrene går en god fremtid i møde.